HVAD ER FORMÅLET MED DIN VIRKSOMHEDSPROFIL PÅ INSTAGRAM?🤷
For at skabe et univers, der både giver mening for din virksomhed og dine potentielle følgere, er det vigtigt at afklare, hvad du vil opnå med din indsats på Instagram. Er målet at øge kendskabet til din virksomhed eller dit brand blandt relevante målgrupper, skabe mere salg og øget omsætning, eller at tiltrække nye kunder? Når du har fastlagt et formål, så bør du tage højde for den målgruppe, du vil kommunikere med, da de spiller en afgørende rolle i succesen af dit organiske indhold.
Din Instagram virksomhedsprofil kan også bruges til employer branding, netværk i branchen og til generelt at skabe dialog med dine kunder.
SKAL JEG POSTE INDHOLD PÅ INSTAGRAM HVER DAG?🤳
Du behøver ikke at poste indhold på Instagram hver dag – men du må selvfølgelig gerne!
Det vigtigste er at finde et aktivitetsniveau, der passer til din virksomhed, og som du kan vedligeholde over tid. Det handler altså ikke kun om frekvens, men mindst lige så meget om konsistens. Instagrams algoritmer favoriserer nemlig ikke nødvendigvis profiler med daglige Instagram posts, men snarere dem, der konsekvent poster indhold. Så hvis du sætter dig for at poste 3-5 gange om ugen, så skal det ikke kun være i perioder – hellere poste lidt sjældnere, men så gøre det kontinuerligt og konsekvent.
Hvis det giver mening for din virksomhed at poste indhold hver dag, så gør endelig det. Men du kan ofte opnå gode resultater ved at poste et par gange om ugen. Når du leverer værdifuldt indhold, som dine følgere sætter pris på, vil de gerne vente på opslag.
Husk, at det tager tid at opbygge et fællesskab og kendskab til dit brand på Instagram. Hvis din virksomhed er kendt i forvejen, kan du måske hurtigt få dine følgere fra f.eks. Facebook over til din Instagram-profil, hvilket altid er en fordel, uanset hvor mange følgere du har på din Facebookside.
Vil du vide mere om, hvordan du kan få flere følgere på Instagram organisk? Læs vores blogindlæg “30 tips til at få flere følgere på Instagram”.
PLANLÆGNING ER NØGLEN TIL DIN VIRKSOMHEDSPROFIL 🔑
Planlægning, planlægning, planlægning. Ja selvom det kan lyde kedeligt, er det et af de bedste råd, vi kan give, når det handler om at opretholde en engagerende virksomhedsprofil på Instagram. Det første skridt er i den forbindelse at lave en contentplan. Det vil sige en oversigt over det indhold, du har planlagt til din Instagram-profil. En god planlægning gør det nemmere at få forberedt dine Instagram opslag, så din profil rent faktisk holdes aktiv og relevant.
Din contentplan kan enten laves fra måned til måned eller som et årshjul, der fokuserer på de vigtigste begivenheder i din virksomhed, som produktlanceringer, events, vigtige mærkedage, eller andre aktiviteter, der ellers er relevant for din virksomhed.
Hvis du mangler tid til at poste regelmæssigt, men egentlig har indholdet, kan du planlægge dine Instagram opslag, så de automatisk bliver postet på de ønskede tidspunkter. Det kan du nemt gøre gennem diverse apps, men det kan også gøres via Meta Business Suite, som du har adgang til, hvis du kobler din Instagram sammen med din Facebook-side.
SKAB GODT INDHOLD TIL DIN PROFIL 🎯
Dit organiske indhold på din Instagram virksomhedsprofil bør primært være indhold, der skaber værdi for dine følgere. Hav derfor din målgruppe in mente, så du kan producere content, der er relevant og engagerende for dem. Værdi kan komme i mange former, lige fra hverdagsglimt på arbejdspladsen, sneak peeks på nye produkter, til konkrete råd eller tips, som dine følgere kan bruge. En vigtig pointe er dog at kommunikere i øjenhøjde med din målgruppe.
Det er også vigtigt, at dit content er i god kvalitet. Selvom du ikke har professionelt fotoudstyr eller lignende til rådighed, kan nyere telefoner også sagtens bruges til formålet – vær blot opmærksom på generelle ting som lys, komposition og farve. Billederne kan med fordel redigeres i et gratis billedredigeringsprogram. Disse redigeringsprogrammer kan sagtens findes gratis, og ellers kan dine billeder og videoer også nemt redigeres direkte i Instagram inden du poster dem.
I forhold til overvejelserne omkring dit indhold, så er autencitet nøglen til godt indhold. Vis dine følgere noget, de kan relatere til – indhold, der fanger opmærksomhed, inspirerer eller motiverer. Med det in mente skal du også huske at skabe billeder og video, der har noget på hjerte. For at nå en vis rækkevidde skal dine Instagram opslag nemlig være engagerende, og det får du kun dine følgere til at være, hvis du giver dem en form for værdi fra dine Instagram opslag, som de har lyst til at engagere sig i. Vil du vide mere om, hvordan du skaber engagerende indhold på Instagram, så læs vores blogindlæg om det her.
FORSKELLIGT INDHOLD TIL SOCIALE MEDIER
Hvis du har en profil på flere sociale medier, så sørg for at variere det indhold, der bliver postet. Det giver ingen mening at dele præcis det samme flere steder; hvorfor skal folk så følge med mere end ét sted? Giv dine følgere en grund til at følge med på både Facebook og Instagram ved at tilbyde dem forskellig værdi. Du kan som udgangspunkt godt bruge det samme indhold i form af et billede eller en video, du allerede har produceret, men så kan du f.eks ændre på teksten, så følgerne får et andet budskab på Instagram end eksempelvis på Facebook. Du kan også poste indholdet på forskellige tidspunkter, så den samme besked ikke dukker op samtidig på de forskellige sociale medier.
Derudover skal du også være opmærksom på ikke at bruge videoer med såkaldte vandmærker, hvis du vil dele dem på Instagram og Facebook. Metas algoritmer har tendens til at begrænse rækkevidden på videoer med vandmærker, hvilket kan betyde, at dine Reels ikke når lige så langt ud eller får lige så meget engagement, hvis du deler videoer med vandmærker. Vandmærker tilføjes f.eks., når du gemmer videoer fra TikTok og deler dem på et andet socialt medie. Det kan også være tilfældet, hvis du har redigeret dine videoer i visse redigeringsapps.
KONKURRENCEN OM OPMÆRKSOMHED ER STOR 👁️
Det kan være svært at få opmærksomhed i et overfyldt nyhedsfeed på Instagram, og derfor skal der være noget blikfang i dit indhold. Dette skabes især gennem opmærksomhedsfangende hooks, der både kan være tekstuelle og/eller visuelle. Du kan læse mere om brugen af opmærksomhedsfangende hooks i vores ultimative Reels guide.
Blikfang kan skabes på mange måde, uanset om det er i form af et billede eller en video. Det kan også gøres via den caption, du skriver til Instagram-opslaget, samt ved brugen af relevante emojis, der passer til din målgruppe. Nogle virksomheder er tilbageholdende med at bruge emojis, da de frygter at fremstå “uprofessionelle”, men emojis er efterhånden så integreret en del af sociale medier, at der i stedet er større risiko for, at dit opslag bliver opfattet som værende kedeligt, hvis ikke du bruger det. Vælg dog det, der passer bedst til din målgruppe – for den kender du jo bedst.
Som tommelfingerregel bør du altid lægge op til interaktion i dine opslag, hvilket vi også uddyber i næste afsnit. Det er mere indbydende at interagere med dit Instagram opslag, hvis dine følgere føler, at du taler direkte til dem. Hvis du ikke opfordrer dem til at reagere, er chancen for at de gør det heller ikke så stor. Find derfor gerne på spørgsmål, der aktiverer din målgruppe og relaterer sig til det, du vil dele med dem. Husk, at det er mest fordelagtigt for dine Instagram posts, hvis spørgsmålene er åbne eller fungerer som en opfordringer til handling. Instagram straffer nemlig opslag, der bruger engagement-baiting, som f.eks. opslag, der nærmest tvinger brugeren til at like, kommentere eller dele for at deltage i interaktionen – så det bør du helst undgå.
IINTERAKTION SKABER MERE INTERAKTION 🗣️
Hvis du ønsker at øge engagementet på din Instagram virksomhedsprofil, skal du huske, at interaktion ofte skaber mere interaktion. Overvej derfor at bruge engagerende spørgsmål i dine opslag, som vi også nævner ovenover i blogindlægget. Mange virksomheder oplever lav interaktion, fordi de glemmer at invitere til tovejskommunikation – en essentiel del af det at være på en social platform som Instagram. Der er mange måde at invitere til interaktion på. På Stories er et godt tip f.eks. at gøre brug af de mange klistermærker som Instagram tilbyder. ‘Meningsmåling’, ‘spørgsmål’ og ‘slider’ er gode eksempler på interaktionsskabende-klistermærker.
For at skabe dialog på Instagram-opslag og Reels, er det bedst at undgå opslag, der ikke giver værdi til dine følgere. Sørg derfor for at afslutte dine Instagram posts med spørgsmål, der opfordrer dine følgere til at dele deres meninger og erfaringer. Spørgsmål som “Hvad synes du?”, “Hvilken er din favorit?”, eller “Har du prøvet dette?” giver følgerne en klar invitation til at kommentere og bidrage, hvilket kan forbedre både rækkevidden og engagementet på din profil. Instagram-algoritmerne belønner ofte indhold, der skaber engagement – så med relevante og engagerende spørgsmål kan du opnå en større rækkevidde og mere interaktion på dine opslag.
Et andet tip er at være aktiv på din virksomhedsprofil ved at følge relevante profiler og engagere dig på andres opslag. Det øger chancen for, at folk finder din profil, begynder at følge dig og herefter interagerer med dine opslag. Hvis du f.eks. sælger produkter og ser profiler, der har brugt et hashtag relateret til din virksomhed eller tagget dig, kan du vælge at interagere med disse opslag. Det bringer dig tættere på forbrugerne og viser, at din virksomhed anerkender deres indhold på den ene eller anden måde.
BRUG HASHTAGS (MED OMTANKE) #
Når det kommer til hashtags på Instagram opslag og Reels, er det vigtigt at være mere selektiv og strategisk end tidligere år. For år tilbage kunne virksomheder nemt tilføje en stor mængde hashtags til deres opslag og forvente en bred rækkevidde. I dag fungerer hashtags dog mere som søgeord, der skal hjælpe algoritmen med at forstå, hvad dit indhold handler om.
For at få det bedste ud af hashtags på din Instagram virksomhedsprofil, bør du derfor prioritere få, men relevante hashtags, der direkte afspejler emnet i dit opslag. Dette gør det lettere for algoritmen at kategorisere dit indhold korrekt og vise det til brugere, der rent faktisk har interesse for din niche.
Mit råd? Hold dig til omkring 5 hashtags pr. opslag for at undgå at ‘overloade’ algoritmen og risikere at miste rækkevidde. Vælg med omtanke, og brug hashtags, der understøtter dit budskab og din virksomhedsprofil.
Er du i tvivl om, hvilke hashtags der passer til din virksomhed? Tjek profiler fra samme branche eller måske endda specifikt fra din målgruppe. Hvis der endnu ikke findes et hashtag til din virksomhed, dit slogan eller dine produkter, så brug det selv på dine opslag, så folk får kendskab til, at der faktisk findes hashtags til det nu. Hashtags placeres ofte nederst i opslaget, efter din tekst. Det er også muligt at følge bestemte hashtags på Instagram, og du kan med fordel følge dine egne hashtags, så du kan se opslagene i dit feed, når nogen poster noget med dem.
REELS OG STORIES PÅ INSTAGRAM 🎬
REELS
Organisk indhold på Instagram i form af enkeltopslag eller karruseller er selvfølgelig essentielt, men hvis du vil tage det til næste niveau med din Instagram virksomhedsprofil, bør du i den grad også kaste dig ud i Instagram Reels.
Reels er korte, underholdende videoer, der blev lanceret på appen i 2020. Med Reels kan du skabe kreativt og engagerende indhold, f.eks. ved at tilføje musik, effekter og tekst til sine videoer. Reels leverer i øjeblikket de højeste engagement- og rækkeviddetal blandt alle typer Instagram opslag. Fordi Instagram prioriterer videoindhold, får Reels langt større synlighed – både blandt følgere og i platformens Reels-fane, hvor nye brugere nemt kan opdage dit indhold. Hvis din virksomhed derfor endnu ikke laver og deler Reels på jeres Instagram profil, er det på tide at komme i gang.
De korte videoer er desuden ideelle til at fange og fastholde opmærksomheden hos dine følgere, især hvis de trækker på aktuelle trends eller populære lyde. Disse elementer gør indholdet mere delbart og engagerende, hvilket igen styrker din synlighed og skaber mere interaktion på din virksomhedsprofil på Instagram. Vil du vide mere om Instagram Reels, så læs vores ultimative Reels-guide her.
STORIES
Derudover bør du, hvis du ikke allerede gør det, helt klart også overveje at bruge Instagram Stories. Én story kan maksimalt vare 60 sekunder, ligger på profilen i 24 timer og kan som udgangspunkt ses af alle, der enten følger din profil eller klikker forbi den. Stories er som nævnt før gode til at skabe forbindelse til dine følgere. Derudover er de især velegnet til at give et ‘bag kulisserne’-indblik og til det mere spontane og personlige hverdagsindblik. Stories har også vist sig at være det bedste sted for virksomhedsprofiler at sælge deres produkter eller ydelser. Vil du læse mere om, hvordan du kan oprette en Instagram Shop, så læs vores blogindlæg om det.
Det kan ofte give mening at lave flere Stories i træk for at levere dit budskab samt at poste dem dagligt eller i hvert fald så regelmæssigt som muligt. Mange følgere ser nemlig oftere Stories frem for opslag i nyhedsfeedet, da Instagrams algoritmer sorterer opslagene forskelligt og ikke kronologisk. Stories er derfor særligt gode til at give dine følgere en endnu tættere forbindelse til din virksomhed, da de ofte fremstår mere personlige og uformelle end de traditionelle organiske opslag.
Har du et specifikt tilbud, dagligt event eller lignende, er Stories også idelelle til at formidle dette. Derudover kan du fastgøre Stories på din profil, så de ligger permanent i et ‘Højdepunkt’. På den måde kan både eksisterende og nye følgere gense det gode indhold.
SVAR PÅ ALLE HENVENDELSER! 💬
En af de vigtigste ting ved at have en virksomhedsprofil på Instagram er at være tilstedeværende for dine følgere. Svar på deres beskeder og kommentarer – og gerne inden for kort tid. Uanset om beskederne er positive eller negative, giver det mening at besvare dem. Der kommer ikke noget godt ud af at ignorere dine følgere på de sociale medier. Når du tager dig tid til at svare på henvendelser fra dine følgere, bidrager det til en højere brugertilfredshed og kan potentielt skabe god omtale af din virksomhed.
SKAL VI OPTIMERE DIN INDSATS PÅ SOCIALE MEDIER?🔥
Skal din virksomhedsprofil klare sig godt på Instagram? Vi hjælper mange virksomheder med Instagram markedsføring, og hvis du vil høre mere, om hvad vi kan gøre for din virksomhed, så kontakt os allerede i dag.
Vi hjælper desuden også med annoncering på Facebook, TikTok, LinkedIn, Snapchat eller Pinterest. Vores konsulenter arbejder med de avancerede annonceringsværktøjer på tværs af platformene og ved præcis, hvad der skal til for at skabe succesfulde resultater gennem annoncering. Det gælder både i forhold til konverteringer, leads og brand awareness for din virksomhed. Vi udarbejder en strategi baseret på dine målsætninger og opsætter de mest optimale kampagner for at nå dem.
Skriv et svar