30 tips til at få flere følgere på Instagram

Instagram

På den evige rejse mod flere likes, følgere og kommentarer på Instagram, kan processen virke uoverskuelig – for hvordan kan du tage din Instagrams følgerskare til det næste niveau? Uanset om du ønsker at begynde på Instagram som privatperson eller virksomhed, så er det en alletiders platform med mange muligheder! Derfor får du her 30 tips, som kan hjælpe dig med at få flere følgere på Instagram.

Dette indlæg er opdateret med nyeste informationer d. 17. november 2023

indholdsfortegnelse

Vil du have flere følgere til din Instagram virksomhedsprofil?

Driver du en forretning, og vil du gerne øge din online tilstedeværelse? Så er Instagram et rigtig godt sted at starte. For oftest, hvis gjort rigtigt, kan flere følgere betyde mere synlighed og flere muligheder for at påvirke potentielle kunder. Udviklingen på Facebook og Instagram de seneste år har dog ikke gjort det nemt for virksomheder at tiltrække nye følgere og potentielle kunder grundet nedprioriteringen af virksomhedsindhold på forbrugernes News Feeds.

Er du på udkig efter flere følgere til din private profil, kan flere af nedenstående tips stadig godt bruges. Jeg har dog valgt at fokusere på tips, som er skrevet ud fra et forretnings-synspunkt og til dig med en virksomhedsprofil på Instagram, så det er ikke udelukket, at nogle af tipsene ikke er relevante for dig som privatperson.

Vil du have en forsmag på, hvad denne guide handler om og typen af tips, der bliver uddelt, så se videoen nedenfor.

Følgere er ikke bare følgere

Inden vi går i gang er det vigtigt at understrege, at det ikke handler om bare at få en masse tilfældige følgere. Det vigtigste er, at de følgere du får, faktisk er interesseret i dit budskab og din profil. Det er meget mere værd at have 5.000 engagerede følgere, som passer lige ind i din målgruppe, end det er at have 500.000 irrelevante følgere fra udlandet. Så husk, det handler om at få de rigtige følgere. 

30 konkrete tips til at få flere følgere på Instagram

1. Post ofte og kontinuerligt

Vær aktiv på din profil flere gange ugentligt. Hvis du har mulighed for det, så post 3-4 gange ugentligt – og kniber det med at frilægge ressourcer, så 1-2 gange ugentligt. Det vigtigste er blot, at der ikke går uger, hvor du intet poster. Sørg derfor for at sikre kontinuitet i din postfrekvens. Når du poster, kan du skifte mellem billeder, videoer og Reels alt efter hvad der giver mening for dig – dog kommer der i senere tips nogle fif til, hvilke formater, der kan give dig ekstra værdi for din investerede ressourcer.

2. Brug hashtags

Brug hashtags til dine opslag – men brug kun relevante. Et hav af populære hashtags kan give mange likes, men hvis formålet er at interagere med folk, der kan være relevante for din forretning, så nøjes med at bruge hashtags, der giver mening for din virksomhed.

3. Brug de rigtige hashtags

Apropos ovenstående, så er det alfa omega at arbejde strategisk og bruge de rigtige hashtags – specielt hvis du vil tiltrække en målgruppe, der er relevant for dig.

Et godt sted at starte er ved at se på populære profiler inden for samme branche eller dine konkurrenter og se, hvilke hashtag, de bruger. En anden måde kan også være at vælge hashtags, der giver mening for din forretning og som er populære.

Prøv i søgefeltet på Instagram og indtast et ord, der er relevant for dig – tryk søg og vælg “tags”. Her kan du se en masse hashtags med forskellige volumen. Volumen viser, hvor mange gange hashtagget er blevet brugt. Jo oftere de er blevet brugt – jo mere populære. For maksimal SEO-værdi for dine opslag, anbefaler vi 10-15 hashtags indsat direkte i din opslagstekst – vælg en blanding mellem små, mellemstore og store hashtags (500-10K, 10K-100K, 100K-1MIO) for maksimal performance.

4. Like posts i din branche

Er det bare det? Ja, lige så simpelt som det lyder, lige så simpelt er det. Ved at like andre profiler med tilhørsforhold til din branche eller dine produkters billeder, opnår du mere synlighed af din profil. Forestil dig, at hvert like er som et “lille prik på skulderen” til den bruger, som du gerne vil have, skal opdage dig. En af fordelene ved Instagram er nemlig, at du kan “kontakte” din målgruppe direkte – det kan du f.eks. ikke på Facebook med en virksomhedsprofil.

Så sørg for at like billeder, videoer og Reels på dem, du følger, eller søg på relevante hashtags og interagerer med de opslag, der kommer frem. Det er dog vigtigt, at du ikke liker f.eks. 100 billeder på blot få minutter, da det kan ses som spam af Instagram. Gør det i stedet naturligt og i mindre mængder, men flere gange om dagen.

5. Tilføj lokationer til dine opslag

Når du poster, hvad enten det er et billede, story eller reel – så tilføj din lokation. Folk søger nemlig på lokationer, og det kan være, at de tilfældigvis finder dig den vej igennem. Flere og flere Instagram brugere anvender platformen til at planlægge rejser, udflugter og aktiviteter og her er det fordelagtigt for virksomhedsprofiler at være til stede – eksempelvis hvis du har en fysisk butik. Udover det, giver det dine følgere kendskab til, hvor i landet du er placeret og hører hjemme.

6. Brug dine andre sociale medier

Har du allerede en profil på f.eks Facebook eller TikTok, så brug den til at gøre opmærksom på din Instagram profil. Det er et rigtig godt sted at starte – og det er en nem måde lige at kickstarte dit Instagram-eventyr. Folk, der følger dig på f.eks. Facebook, har allerede en naturlig interesse i din forretning og er derfor tilbøjelig til også at ville følge med på andre platforme. Men husk at give dine følgere en grund til, hvorfor de skal følge dig på Instagram. Er der en speciel grund? Får de noget ud af det? Gode tilbud, quizzes, behind the scenes eller andet unikt indhold – you name it.

7. Afhold konkurrencer

Konkurrencer, konkurrencer, konkurrencer. At afholde konkurrencer er en af de nemmeste måder at få følgere på. En af de ting, du skal være opmærksom på, når du holder en konkurrence er, at du skal målrette din konkurrence, så de følgere du får ind, er relevante for dig. Sørg derfor for at udlodde en præmie, som kun din potentielle målgruppe har lyst til at vinde. Er du en kæledyrswebshop, er det f.eks. ikke nødvendigvis en fordelagtig tilgang at udlodde en iPhone, men vælg i stedet en præmie, som eksempelvis er et produkt fra din webshop. På den måde tiltrækker du nye følgere med konkurrencen, som har større tilbøjelighed til at blive en fremtidig kunde i din forretning.

8. Kommenter på andres billeder

Den her går hånd i hånd med 4ern og formålet er det samme: at gøre opmærksom på din profil over for de brugere, du gerne vil have fat i. Brug kommentarerne til at skabe en relation til brugerne. Hvis det er nye profiler, vil de blive nysgerrige på, hvem du er og tjekke din profil ud, og er det nogle, der allerede følger dig, så bidrager det blot til at opbygge en tættere relation mellem jer. Så kombiner tip 4 og 8 – det er en alletiders kombination sammen.

9. Skab en fyldestgørende bio-tekst

Husk den nu! Ja, profilteksten. Selvom der ikke er plads til mange ord eller meget tekst, så brug de linjer, der er! Fortæl kort, hvad du er for en forretning, så potentielle følgere får en klar ide om, hvad de kan forvente, hvis de vælger at følge dig. I profilteksten er det også muligt at tilføje et par links. Her skal du som minimum have et link til din hjemmeside eller dine andre sociale produkter, så de er let tilgængelige – det er muligt at have op til 5 links direkte fra din profil.

10. Husk dine stories

Stories er undervurderede og er en fantastisk måde at skabe indhold og interaktion på. Hvorfor? Fordi det er en hurtig og nem måde at gøre opmærksom på sig selv på, og så er der efterhånden en del features på Instagram Story, der er alletiders for algoritmen.

Du kan f.eks. tilføje quiz, meningsmåling, spørgsmål og meget mere til din story, som folk let og elegant kan interagere med – uden at skulle gøre det helt store. Og den store win win her er, at når folk svarer på en quiz eller deltager i en afstemning, så viser det overfor Instagram, at folk er interesseret i dit indhold, og så vil dine stories blive vist som nogle af de første til dem fremadrettet (hvis de altså følger dig).

Så post alt det du vil på stories. Har du tid til at gøre det hver dag – så gør det endelig. Du kan også sagtens poste flere gange om dagen på story. Ydermere gør hele infrastrukturen på Instagram, at Stories er din nemmeste genvej til at holde dig top-of-mind hos din modtager, da Stories er det første, en modtager ser, når de åbner appen.

11. Del indhold, når din målgruppe er online

Vil du have mere ud af dit indhold, så sørg for at poste, når din målgruppe er mest aktiv. Der er ikke en gylden regel for, hvornår det bedste tidspunkt er – og det kan variere fra målgruppe til målgruppe.

Så den bedste måde at finde ud af det på, er ved at prøve sig frem. Er du helt grøn og skal til at poste for første gang, så prøv at poste på tidspunkter, hvor du ved, at du selv er tilbøjelig til at sidde med telefonen fremme på sociale medier. Det kan være om morgenen inden arbejde, efter arbejde eller måske inden sengetid.

Efter nogle uger kan du, ud fra Instagrams data, danne dig et billede af, hvornår der bliver liket og set mere. På nedenstående billeder kan du se, hvordan du finder frem til det. Du kan se en masse om din målgruppe – blandt andet hvilke dage og tidspunkter i løbet af dagen, at de er mest aktive.

12. Kvaliteten er vigtig

Kvaliteten på dine billeder har en betydning. Du må ikke blive opgivende nu – for det kræver slet ikke det nyeste spejlrefleks kamera for at tage billeder i højere kvalitet. Du kan sagtens tage billeder med din telefon – og stadig få god kvalitet. En pudset kameralinse, lidt godt lys og en ikke alt for rodet baggrund kan gøre underværker! For et godt billede har bare en betydning for, hvor mange likes og kommentarer dine billeder får. Du kan også benytte dig af billedredigeringsprogrammer. Der findes både betalte og gratis programmer, som kan hjælpe dig rigtig godt på vej.

13. Brug video

Engang var Instagram primært en platform for billeder, men i takt med den generelle udvikling på sociale medier bliver video bliver mere og mere populær. På Instagram kan du blandt andet poste Instagram Reels (vi har skrevet et helt blogindlæg om det), som giver en større rækkevidde og når ud til væsentligt flere end et almindeligt billede-opslag. Reels formatet giver dig helt generelt og som udgangspunkt mere rækkevidde for dine investerede ressourcer, da formatet bliver favoriseret af algoritmen. Faktisk skubber Instagram så meget på formatet, at alle videoer, du poster, automatisk bliver uploadet som Reels.

14. Hold den røde tråd

Dine følgere følger dig for at få noget bestemt. Sørg derfor for at holde den røde tråd gennem dit indhold på din profil. Det gør det både nemmere at få mange følgere og samtidig sørge for, at det er de helt rette, du “taler” til, og som vil følge dig.

15. Opfordre din modtager til interaktion

Interaktion på dine opslag kan være en afgørende faktor for, hvor mange der ender med at se dit indhold. Instagrams algoritme tilgodeser nemlig opslag, der bliver interageret med i form af for eksempel likes og kommentarer. Derfor kan det være en god ide at stille et spørgsmål i forbindelse med dine opslag, som der så kan svares på i kommentarfeltet. Og sidder du lige nu og tænker, at det lyder grænseoverskridende og hvad hvis ingen svarer? Så er du ikke den første med den følelse. For der er ingen garanti for, at folk svarer – og måske er der heller ingen, der svarer de første par gange. Men bliv ved – min erfaring er, at det kommer med tiden.

16. Brug værktøjer til at planlægge dine opslag

Med en travl hverdag, hvor du har en forretning, der skal passes, familie, venner, andre interesser og masser af andre ting, kan man hurtigt glemme at få postet på Instagram. Men der findes heldigvis værktøjer, der kan gøre det nemmere for dig, så du kan planlægge ugevis frem. Du kan blandt andet bruge Meta Business Suite planner eller hootsuite, som er to værktøjer, der kan hjælpe dig med at planlægge dine opslag. For regelmæssige og kontinuerlige opslag er et af de mest åbenlyse genveje, når det kommer til at få flere følgere på Instagram.

17. Samarbejd med andre instagrammere

Har du mulighed for det, kan samarbejde med andre instagrammere være en favorabel måde at få din profil længere ud. Deler dine samarbejder din profil, når du ud til endnu flere. Start i de små. Har du et familiemedlem eller en ven, der har en Instagram profil, så spørg dem om de vil dele din profil.

18. Tag personer, når det er relevant

Du kan også tagge andre profiler for at nå ud til flere. Tagger du dem i et opslag eller en story, er der en god chance for, at de også deler det på deres profil. Laver du et decideret samarbejde med en anden profil, så tryk på “tag personer” efterfulgt af “inviter samarbejdspartner”. Accepterer din samarbejdspartner invitationen vil opslaget blive vist på begge jeres profiler – win win. Du kan samarbejde med både private og virksomhedsprofiler.

19. Opfind et hashtag

At opfinde sit eget hashtag kan bidrage til brand awareness og flere følgere. Det handler ikke bare om at finde på et tilfældigt hashtag, men om at finde på et, som giver folk grund til at bruge det. For når først du har fået folk med på at bruge det, så kommer snebolde effekten helt af sig selv, og så vil flere og flere helt automatisk begynde at bruge det. I en af mine tidligere forretninger har jeg blandt andet lavet hashtagget #poweraddict.

Her brugte folk hashtagget på deres billeder, og blandt de billeder blev en udvalgt som “Ugens Power Addict”. I Power Addict lavede vi også en #stærkereendcancer, hvor motivation for at bruge hashtagget var, at vi donerede penge til kampen mod kræft.

20. Del billeder fra brugere, der bruger dit hashtag

En sjov måde at skabe opmærksomhed omkring din profil er ved at bruge dine følgere og folk, der viser interesse i dine opslag. Bruger folk dine hashtags eller tagger de dig i stories og opslag? Så del billederne. Du kan enten reposte dem på din story eller spørge om tilladelse til at dele dem på din profil. Det er en god måde at ramme flere, der kunne være relevante for din målgruppe og samtidig er det let content til din profil, uden at du skal gøre meget. Desuden er der mange andre fordele ved det. Du opbygger nemlig også tillid blandt dine følgere.

21. Lav behind the scenes content

Hvis du har en forretning eller et brand, så drag nytte af “behind the scenes” -content. De er oplagte til stories, da de blot kan deles helt upolerede og som de er. Der er også flere og flere, som bruger det som en del af deres brand og laver dem til en længere video – altså Instagram Reels. Det er en god og nem måde at lave content på og så skaber det tillid til jeres følgere. Flere og flere foretrækker nemlig det lidt upolerede, da det giver en form for autentisk indtryk og gør det nemmere for folk at spejle sig i dit brand eller virksomhed.

22. Inviter en gæst til at tage over

En nem og spændende måde at få indhold på sin Instagram er ved at inddrage en gæst. En gæst? Hvad mener du? Der er mange måder, hvorpå du som virksomhed kan gøre dit feed eller stories ekstra bemærkelsesværdigt.

Arbejder du med influencers? Så lad en af dem få lov at tage over på din profil for en dag. Du kan også gøre det helt lavpraktisk og lade en af dine medarbejdere tage over, som vi gjorde hos ASENTO en dag. Her tog Henriette, vores People & Culture Manager, over vores Instagram og svarede på spørgsmål hele dagen, hvilket hævede performance betydeligt over perioden.

23. Skriv en lang tekst

Mange forbinder Instagram med primært billeder og videoer – for det er hele essensen bag platformen. Dog kan det sommetider være det utraditionelle, der tiltrækker opmærksomhed – som for eksempel at lave en lang tekst. Du kan både dele den i beskrivelsen under et billede eller poste teksten som billede – og har du nok på hjertet, kan du tilføje 10 slides i din billede-karrusel. Det er ikke noget, du bør gøre ofte, men har du noget, du gerne vil dele, så kan det være en anderledes måde at gøre det på.

24. Er du ude at huset? Tag, del og brug hashtags

Alletiders mulighed for, at dem du har været hos, hvad enten det er i forbindelse med et event eller besøg, deler din post på deres sociale medier.

25. Lav en plan for, hvad du vil

At have en plan for, hvad der skal laves på din Instagram, samt hvornår og hvordan det gøres, er alfa omega. Uden en plan kan mange muligheder gå til spilde, enten fordi du glemmer det eller ikke lige kan nå det. Med en plan kommer dine intentioner til live.

26. Track dine fremskridt

Hold øje med, hvordan det går på din Instagram. På den måde kan du let se, hvordan fremgangen er i forhold til nye følgere, tabte følgere, likes, kommentar – det hele. Instagram har selv analyse-værktøjer til rådighed. Du kan både se, hvordan det går for en enkelt post, eller du kan få et overordnet overblik, hvis du trykker på de 3 linjer på på din profil – og derunder finder du “indblik”, som giver dig tal for hele din profil.

27. Byg relationer med andre Instagrammere

At skabe et slags community med andre Instagrammere kan være meget gavnligt – hvad enten du gør det som virksomhedsprofil eller privatperson. Et community skaber loyalitet og trofaste følgere, der liker og kommenterer, så snart de har muligheden. Skab relationerne ved at kommentere på relevante profilers billeder, svar på deres beskeder til dig eller hvis de deler noget af dit indhold, så send dem en besked, hvor du skriver, at du sætter pris på det.

28. Genbrug dit indhold blandt dine platforme

Det kan være tidskrævende at skabe indhold hver eneste dag – specielt hvis du ved siden af har en virksomhed, der også skal have kærlighed. Brug derfor noget af dit indhold fra dine andre sociale medier, for nej – du behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang. Så du kan sagtens tage et Facebook opslag og med blot få tilføjelser eller ændringer gøre det brugbart til Instagram.

29. Vær effektiv i din produktion af indhold

Når du er i gang med at producere content, så husk altid hellere for meget end for lidt. Så tag hellere 20 forskellige billeder, mens du er i gang, for yes – du kan med garanti godt bruge dem løbende.

30. Få styr på dine captions

Vi har været igennem, at du skal tilføje de rigtige hashtags – og hvilken effekt det har. Nu skal vi bare have styr på din caption, også kaldet beskrivelse/tekst til din video eller billede, så den kan få folk til at stoppe op og rent faktisk læse, hvad du skriver – specielt hvis du gerne vil have, at de skal kommentere på det. En god ting kan være at gøre din caption inkluderende. Det kan du gøre ved at stille et spørgsmål, som folk skal svare på i kommentarfeltet eller skrive et par linjer, som der kan nikkes genkendende til, når man læser det.

Marcus Møberg

CEO & Partner

NYHEDSBREV

FÅ HANDS-ON TIPS I DIN INDBAKKE

KONTAKT OS

SKAL VI TAGE DIN DIGITALE STRATEGI TIL DET NÆSTE NIVEAU?

Hos ASENTO brænder vi for at skabe resultater for vores kunder. Er du klar til at tage din digitale marketing til det næste niveau? Så er vi klar til at gå det ekstra skridt for at få det til at lykkes.

Cookie-indstillinger