Instagram Reels er brugernes mulighed for at optage og opdage 15-90 sekunders videoer med musik eller audio tilknyttet på Instagram. Og ja! Du har fuldstændig ret, hvis du synes konceptet minder om en anden platform. For Instagram Reels funktionerne ligger meget tæt på det verdensomspændte fænomen, TikTok.
I følgende blogindlæg guider jeg dig gennem Instagram Reels funktioner, hvad det er, og hvordan du som virksomhed kan bruge funktionen til at opbygge et engagerende fællesskab, ekspandere din reach og vækste organisk.
Hvad er Instagram Reels?
Instagram Reels giver dig, som før nævnt, mulighed for at optage og redigere 15-90 sekunders videoklip med præcis den musik, audio, hastighed og de effekter, du ønsker.
Når du har oprettet din Reel, er det muligt at dele den i din Reels fanen og i dit instagram feed. Instagram Reels har også sin egen version af For You Page, som vi kender fra TikTok – nemlig “Reels Explore Feed”.
Et feed, hvor du kan tilgå uendelige Reels, der er baseret på, hvem du allerede følger, hvilket content du interagerer med, og hvor du er lokaliseret – altså et forsøg på at vise dig de Reels, du med garanti ville kunne lide at se!
Opret Reels til din virksomhedsprofil
Via dit Instagram kamera kan du tilgå Instagram Reels, hvor du på ‘+’-ikonet i bunden af dit panel og på din profil kan vælge ‘Reel’. Her kan du oprette sjove og inspirerende videoer, som kan deles med dine venner eller alle brugere på Instagram.
Du kan optage og klippe 15-90 sekunders video med lyd, effekter og andre kreative værktøjer. Desuden kan du optage video direkte fra dit Instagram-kamera eller anvende en video fra dit arkiv. Du har altså mulighed for at uploade allerede optagede videoer eller at optage direkte i Instagram.
Redigeringsmuligheder når du filmer direkte fra dit kamera
Vælger du at filme din reel direkte fra dit Instagram kamera, vil du have disse redigeringsmuligheder, inden du påbegynder filmningen af din reel.
- Lyd: Tilføj bestemt musik eller audio, som du kan tilføje og som så afspilles, mens du filmer din reel.
- Effekter: Her finder du filtre af enhver kaliber. Der er de klassiske, som f.eks. tilføjer sjove effekter til dit ansigt og mange, mange flere.
- Green screen: Her kan du tilføje baggrunde, så det ligner, at du er andre steder, end du egentlig er f.eks. ude i naturen, en cafe ect. Du kan også selv sætte et billede ind som baggrund og bruge det som en green screen.
- Din tur: Du kan vælge mellem forskellige skabeloner og tendenser, du ønsker at vise dit bidrag til.
- Længde: Her kan du vælge, om længden af din Instagram reel skal være maks 15, 30, 60 eller 90 sekunder. Sørg for på forhånd at vælge en længde, der er lang nok. Vælger du 15 sekunder, så stopper den automatisk med at filme efter 15 sekunder – og det er mega ærgerligt, hvis du skulle bruge 17 sekunder. Så vælg hellere for højt et antal sekunder, da du altid kan stoppe videoen, når du ønsker.
- Hastighed: Her kan du enten fremskynde eller sænke hastigheden på din video eller lyd, inden du filmer.
- Layout: Du kan vælge et gitter, så du filmer i 2-6 forskellige sektioner, hvor det ligner, at alt foregår samtidig, selvom det er filmet forskelligt.
- Timer: Indstil en timer til at optage et af dine klip håndfrit.
- Dobbelt: Tag et billede eller video med front- og bagkamera på samme tid.
Redigeringsmuligheder efter video er tilføjet eller filmet
Når du enten har optaget en video direkte fra dit Instagram kamera eller anvendt en video fra dit arkiv, er der endnu flere redigeringsmuligheder, så du kan tilpasse din Instagram Reel og gøre den helt perfekt og personlig.
For at komme dertil skal du blot trykke “næste” i øverste højre hjørne efterfulgt af “rediger video” i nederste venstre hjørne og “så får du et væld af redigeringsmuligheder.
- Rediger: Her har du mulighed for at tilpasse længde og hastigheden af din reel.
- Tilføj klip: Hvad enten du har optaget din reel direkte med Instagram kameraet eller du har valgt en video fra dit arkiv, så kan du under “tilføj klip” tilføje yderligere video eller billeder, som du ønsker i din reel – og placere det lige, hvor du ønsker.
- Tilføj lyd: Musikken kan du vælge fra et stort musikbibliotek. Du kan også vælge at optage og anvende din egen personlige lyd.
- Tekst: Du kan tilføje tekst til din Instagram Reel. Her kan du vælge skriftfarve, type og vælge, hvor du ønsker, teksten skal placeres. Du kan også tilpasse, hvornår i videoen teksten skal vises. Det er altså muligt at lave forskellige typer af tekst indhold og placere det forskellige tidspunkter gennem din reel.
- Klistermærker: Her kan du blandt andet tilføje ting såsom meningsmålinger, quizzes, små klistermærker og meget andet, som blandt andet kan hjælpe dig med at få folk til at interagere, når de ser din video.
- Lydstyrke: Uanset om du har valgt musik fra biblioteket, brugt din egen audio eller en kombination af begge, så kan du herunder justere lyden på begge. Har du selv optaget lyd til din reel, men gerne vil have lidt baggrundsmusik fra biblioteket? Så kan du skrue musikken helt ned og din egen lidt op.
- Effekter: TIlføj lidt ekstra glitter, et andet lys over din video eller noget helt tredje. Du finder et hav af forskellige effekter og den bedste måde at lære dem at kende på, er ved at prøve lidt forskelligt.
Når du er færdig med at redigere din Reel, kan du dele den med dine følgere i dit Feed, og (hvis du har en offentlig profil) gøre din Reel tilgængelig for at blive vist på Instagram Explore, og dermed ramme et endnu bredere publikum.
Hvorfor Instagram Reels?
Reels er Instagrams direkte modsvar til det stadig voksende TikTok. Og det kommer ikke som nogen overraskelse, at Instagram vælger at gøre brug af de populære features, vi kender fra TikTok.
Instagrams algoritme prioriterer derfor også i højere og højere grad Reels i vores personlige feeds. Og faktisk favoriserer algoritmen også bestemte funktioner, så du har større chance for at øge dine eksponeringer. Algoritmen er særligt glad for, at brugerne ser hele din reel, at der er et højt engagement i form af likes, kommentarer og ‘gemte’ på din Reel, at folk klikker på den lyd, som du har brugt (og som formentlig er trendende!), samt når du anvender 9:16-formatet.
Og med over 1 milliard brugere på verdensplan, så har Reels stor chance for succes med sin centrale plads på det allerede utroligt anvendte og anerkendte Instagram!
Som virksomhed giver Reels dig mulighed for at vise en mere personlig og mindre perfekt side af dit brand, og som en bonus vil du kunne ramme et helt nyt publikum med dine Reels og dermed ekspandere din reach!
Dine Reels kan dukke op i nye brugeres Explore feed, og de vil her, via blot ét klik, kunne følge din virksomhedsprofil, hvilket giver dig muligheden for at opbygge et helt unikt fællesskab omkring dit brand!
Brugen af Reels i din virksomhed
Instagram Reels er en ideel måde at opbygge dit community på og opnå et større reach på Instagram. Derudover er det en sjov og engagerende måde at interagere med sin målgruppe på i form af kreative videoer. Hvis du alligevel bruger Instagram som en del af din digitale strategi, så bør du overveje at kaste dig ud i Reels. Hvis du altså ikke allerede bruger det populære format, så vil jeg helt klart anbefale, at du kommer i gang med at lave Reels med det samme.
Her giver jeg tre forslag til, hvordan du kan bruge Reels på din virksomhedsprofil:
1. Skab autentisk indhold
Reels er designet til at være hurtigt og sjovt – fyldt med en masse effekter – som gør det nemmere at skabe fængende og autentisk indhold til din målgruppe. Som virksomhed kan du med Reels vise mere af de upolerede sider, og dette er særligt godt i forhold til at opbygge tillid til brandet og forstærke dit nuværende community.
2. Del lærerigt indhold
Lærerigt indhold kan være et godt sted at starte, hvor du giver dine følgere tips og tricks til noget, der er relevant for din virksomhed. Et eksempel kunne være “5 måder at lave engagerende indhold på Instagram” og så videreformidle dette kreativt i din Reel.
3. Fremvis produkter eller ydelser
Reels er en fantastisk mulighed for at skabe opmærksomhed på dit brand, dine produkter eller dine ydelser, som potentielt set kan ende ud i konverteringer. Netop fordi dine Reels også bliver delt til folk, der ikke følger dig i forvejen, så får endnu flere mulighed for at se dit content.
Når du fremviser produkter eller ydelser, kan det være en god ide at prøve dig frem, hvad der fungerer for din målgruppe. Bliver det for “salgs-agtigt” scroller de fleste hurtigt videre, men kan du kombinere din reel med en blanding af fremvisning af dine produkter og stadig give værdi til dine seer – evt ved at give dem relevant information eller gøre dine videoer personlige, så er du godt på vej.
Tre måder at øge reach med dine Instagram Reels
Noget vi alle hungrer efter, er, hvordan vi får vores Instragram Reels til at gå virale. For det kan være svært og der findes ikke en specifik opskrift på, hvordan du får det til at ske!
Dog ved vi allerede nu, at det er ting, som interaktion med vores Reel, som f.eks. likes, kommentar og “Gemte”, der er med til at pushe og gøre, at vi når ud til endnu flere – og dermed blandt andet at komme på Instagram Explore siden.
Derfor får du her tre ting, du kan tænke ind, når du laver Instagram Reels, som kan hjælpe dig til at øge reach på dine Reels.
Trending lyde og tendenser
Åh nej, betyder det, at jeg skal stå og danse på min video for at få folk til at like det? Du kan godt! Men det er ikke en nødvendighed.
Trending lyde og tendenser kommer og går hele tiden, og det er derfor vigtigt at være med på bølgen forholdsvist hurtigt, inden vi er videre. Når du skal poste Instagram Reels kan det være en fordel for dig at gøre brug af enten trending lyde eller tendenser. Man ser nemlig at algoritmen tilgodeser dette og giver disse Reels et ekstra skub.
Den nemmeste måde, at finde trending lyde eller tendenser på, er via din Explore page. Her kan du hurtigt skabe dig et overblik over, hvad der er populært lige nu, blot ved at scrolle lidt,
Det er desuden også en alletiders måde, hvorpå du kan finde inspiration til dine egne Reels.
Hashtags
“Bruger I virkelig stadig hashtags?” Om vi gør! Og hvis du ikke gør, så skal du straks begynde på det. Folk bruger hashtags til at finde inspiration til forskellige emner, og her kan du altså gå glip af en visning fra en ikke-følger, hvis du ikke har hashtags på din Reel.
For har du ikke tilføjet et hashtag (eller flere), så ved Instagrams algoritme ikke, hvad din video handler om og kan derfor ikke vise den til den rette målgruppe. Så husk dine hashtags – de er næsten lige så vigtige som dine grøntsager til aftensmaden 😉
Post jævnligt
En sidste ting er: Post jævnligt. Også selvom det kan føles pinligt de første 10 gange, fordi du ikke synes, der kommer nok likes eller visninger. Men bliv ved! For løbende vil du ramme et bredere publikum, og samtidig vil det også skabe mere tillid til dine eksisterende følger, som får dem til at interagere – og så ruller snebolden ellers. Så der er altså flere fordele, hvis du poster jævnligt.
Tips og tricks, du skal benytte dig af på din Reels
Når du nu endelig begiver dig ud i at poste en Reel, så kan du lige så godt få det hele med første gang, så du får så meget ud af det som muligt. Du får derfor lige 3 uundværlige tips, som du kan implementere på din Reel næste gang, du laver en.
Tilføj produkter til din reel
Er du en virksomhed, så er dette et must: Tilføj produkter til din reel. Efter redigering af din Reel, kan du til sidst tilføje produkter (hvis du har oprettet et produkt feed på IG). Her kan du vælge, hvilke specifikke produkter du vil tilføje, og så er de klikbare via et lille ikon på din reel. Perfekt måde at øge kendskabet til dine produkter og som kan ende ud i konverteringer.
Tilføj relevant et relevant cover
Inden du poster din reel, så sørg for, at du har et cover, der er interessant og som man får lyst til at klikke på. Når du trykker på “rediger cover” kan du enten vælge et stillbillede fra din video eller tilføje et billede manuelt. Dette er en let måde, hvorpå du kan gøre din Reel interessant for alle, der kommer forbi din profil og scroller i dit feed. Med det rette cover kan du øge dine visninger og få endnu flere ind og se din reel.
Inkluder dine følgere
Sørg for at inkludere dine følgere, I alt du poster. Der er forskellige måder, hvorpå du kan gøre det. Du kan enten tilføje en afstemning på din reel, så folk skal interagere eller stille et spørgsmål i billedteksten og opfordre folk til at kommentere på videoen.
Tilføj undertekster
Sagen er den, at der er mange derude, der ser Reels uden lyd på. Og vil du ramme så bredt som muligt, så dit indhold også er spændende for dem, der ser uden lyd? Så må du i gang med underteksterne! Der findes apps, der kan tilføje dem automatisk, men du kan også bare selv tilføje dem under redigeringen. Så er du blandt andet sikker på, at det helt rigtige bliver tekstet og du kan samtidig lege med placering, farve og størrelse på underteksterne, så det passer til dit brand.
Betalt annoncering?
Sidder du nu og overvejer, om du mon kan gøre noget aktivt for at få dine Reels ud til endnu flere, end hvad du har opnået med dine organiske indsatser? Så er svaret ja – med betalt annoncering.
Det er nemlig muligt, at du gennem din Business Managers annoncekonto opretter en annonce gennem ‘Brug eksisterende opslag’, hvor du kan vælge Reels, som du allerede har offentliggjort. Bemærk dog, at du ikke kan vælge Reels, hvor du enten har tagget produkter eller har brugt ophavsretligt beskyttet musik.
Vil du gerne læse mere om Instagram? Så læs også vores indlæg om Instagram annoncering
Skriv et svar