Tracking-parametre i interne links kan skade din SEO – sådan rydder du op
Interne links er en af de mest kontrollerbare SEO-discipliner.
Du bestemmer selv, hvilke sider, der linker til hinanden. Du bestemmer selv ankerteksterne. Du bestemmer selv, hvordan link equity flyder rundt på sitet. Og du bestemmer selv, hvor nemt Google skal kunne finde dine vigtigste sider.
Alligevel ser vi stadig mange websites, hvor interne links bliver mudret til med tracking-parametre.
Det kan være UTM-parametre, fbclid, kampagne-ID’er, custom query strings eller andre tracking-parametre, som oprindeligt er sat op for at måle klik og brugeradfærd. Det giver mening i eksterne kampagner. Men når tracking-parametre bliver brugt i interne links, skaber det ofte flere problemer, end det løser. For Google, analytics, performance og i stigende grad også AI-systemer.
Tracking-parametre i interne links kan skabe crawl-bloat, fragmentere data, udvande linkværdi og gøre det sværere for både søgemaskiner og AI-systemer at forstå dit website korrekt.
Og det er præcis derfor, det her ikke bare er en teknisk detalje. Det er SEO-hygiejne. Og på større websites kan det være forskellen på, om Google effektivt finder dine vigtigste sider eller spilder tid på 20 versioner af den samme URL.
Hvad er tracking-parametre i interne links?
Tracking-parametre er ekstra information, der tilføjes til en URL for at måle, hvor et klik kommer fra, eller hvordan en bruger bevæger sig.
En URL kan for eksempel se sådan her ud:
/produkter/?utm_source=frontpage&utm_medium=internal&utm_campaign=summer
Eller:
/kategori/sko/?tracking=menu-banner
Når det bruges i eksterne kampagner, kan det være helt legitimt. Hvis du sender trafik fra nyhedsbreve, betalte annoncer, affiliates eller sociale medier, kan UTM-parametre hjælpe dig med at forstå, hvilken kanal, kampagne eller annonce der skabte besøget.
Problemet opstår, når samme logik bliver brugt internt på websitet. For eksempel når et banner på forsiden linker til en kategoriside med UTM-parametre. Eller når en intern CTA, navigation, teaser, relateret artikel eller produktmodul bruger tracking i selve URL’en. Så begynder dit website at linke til parameteriserede versioner af dine egne sider og det kan skabe rod.
Hvorfor er det et SEO-problem?
Fordi søgemaskiner ser URL’er som adresser.
Hvis du linker internt til flere versioner af samme side, kan Google opdage dem som forskellige URL’er.
Eksempel:
/produkter/seo/
/produkter/seo/?utm_source=blog
/produkter/seo/?utm_source=frontpage
/produkter/seo/?utm_source=menu
/produkter/seo/?campaign=internal_cta
For en bruger er det måske samme side. For Google er det flere forskellige URL’er, der skal crawles, forstås og vurderes.
Det betyder ikke nødvendigvis, at alle versioner bliver indekseret. Men Google skal stadig bruge ressourcer på at opdage og crawle dem, før den kan beslutte, hvad der skal ignoreres, konsolideres eller indekseres.
Crawlere behandler parameteriserede URL’er som unikke adresser, hvilket kan skabe flere versioner af samme side, længere crawl paths og spildte ressourcer på duplicate content-varianter. Det er her, problemet begynder.
Ikke nødvendigvis fordi én intern UTM ødelægger hele dit website, men fordi det hurtigt kan skalere. Især på e-commerce-sites, mediesites, store B2B-sites, internationale websites eller websites med mange kategorier, filtre, kampagnemoduler og interne CTA’er.
Tracking-parametre kan spilde crawl budget
Crawl budget bliver ofte gjort mere mystisk, end det behøver at være. I praksis handler det ikke kun om, hvor mange sider Google crawler. Det handler om, hvor effektivt Google finder og prioriterer de sider, der faktisk betyder noget.
Hvis Google bruger tid på at crawle massevis af URL-varianter med tracking-parametre, er det tid og crawlkapacitet, der ikke bliver brugt på dine vigtigste sider.
Det kan især være et problem, hvis du har:
- Mange produktsider
- Mange kategorisider
- Mange filtrerede URL’er
- Mange interne kampagnemoduler
- Mange sprog- eller markedsversioner
- Hyppigt opdateret indhold
- Et stort blog- eller ressourceunivers
- E-commerce med sæsonvarer eller lagerændringer
På små websites er crawl budget sjældent det største problem. Men på større websites kan ineffektiv crawling betyde, at nye eller opdaterede sider bliver opdaget langsommere, og at Google bruger unødvendigt meget tid på URL’er, som reelt viser det samme indhold. Det bliver endnu mere relevant, når tracking-parametre kombineres på kryds og tværs.
Én URL kan pludselig blive til mange:
?utm_source=frontpage
?utm_source=menu
?utm_source=blog
?utm_source=frontpage&utm_campaign=spring
?utm_source=blog&utm_content=cta_button
Jo flere variationer, desto mere støj og jo mere støj, desto sværere bliver det for Google at fokusere på de rigtige URL’er.
Canonical-tags løser ikke hele problemet
Mange vil her tænke:
“Men vi har jo canonical-tags på. Så er det vel fint?”
Ikke helt.
Canonical-tags hjælper Google med at forstå, hvilken version af en side, der bør betragtes som den primære URL. Men canonical virker først i forbindelse med indeksering og konsolidering – ikke i selve discovery-fasen.
Hvis dine interne links peger på parameteriserede URL’er, skal Google stadig crawle dem.
Canonicalization arbejder på indekseringsniveau og ikke på discovery-niveau. Derfor bliver parameteriserede URL’er stadig crawlet, crawl budget bliver stadig brugt, og crawl depth kan blive unødigt forlænget.
Canonical-tags kan hjælpe med at rydde op efter problemet. Men de forhindrer ikke nødvendigvis problemet i at opstå. Hvis du vil løse det rigtigt, skal de interne links pege på de rene, kanoniske URL’er fra start.
Tracking-parametre kan ødelægge din attribuering
Det ironiske er, at tracking-parametre ofte bliver tilføjet for at gøre data bedre, men i interne links kan de gøre det modsatte.
Hvis en bruger lander på dit website via organisk søgning og derefter klikker på et internt link med UTM-parametre, kan tracking-parametrene påvirke, hvordan sessionen bliver registreret.
I GA4 kan kampagneparametre i nogle tilfælde få sessioner til at blive reattribueret, hvilket betyder, at den oprindelige kanal kan miste kredit for besøget. Interne tracking-parametre kan fragmentere attribueringen og skabe afstand mellem det, der sker i SERP’en, og det analytics-data efterfølgende viser.
Det kan give problemer som:
- Organisk trafik ser svagere ud, end den reelt er
- Intern kampagnesporing får kredit for trafik, den ikke har skabt
- Sessioner bliver splittet eller fejlfordelt
- Landingsside-performance bliver sværere at læse
- SEO-rapportering bliver mindre pålidelig
- Marketingkanaler ser ud til at påvirke hinanden forkert
Det er især problematisk, hvis SEO, paid, e-mail, CRO og content bruger samme analytics-data til at træffe beslutninger. For hvis attribution er rodet, bliver prioriteringerne også rodet.
Du risikerer at undervurdere organisk trafik, overvurdere interne kampagneelementer og fejltolke, hvilke sider, der faktisk driver værdi.
Sideperformance bliver sværere at forstå
Tracking-parametre kan også splitte performance-data ud på flere URL-varianter. I stedet for at al data samles på én side, kan den blive fordelt på flere versioner:
/blog/seo-guide/
/blog/seo-guide/?utm_source=internal
/blog/seo-guide/?utm_source=cta
/blog/seo-guide/?utm_source=frontpage
Det gør sidebaseret analyse mere besværlig. Når du skal vurdere, om en landingsside performer, skal du pludselig samle data på tværs af URL-varianter. Hvis du ikke gør det, kan siden se svagere ud, end den egentlig er.
Det påvirker både SEO-analyse, CRO-arbejde og content performance. For hvis data er fragmenteret, bliver det sværere at svare på helt basale spørgsmål:
Hvor meget trafik får siden?
Hvilke kanaler driver trafikken?
Hvilke sider skaber konverteringer?
Hvilke interne links virker?
Hvilke sider bør optimeres først?
I værste fald ender man med at træffe beslutninger på baggrund af halv data og det er jo sjældent en god strategi.
Tracking-parametre kan udvande intern linkværdi
Interne links er ikke bare navigation. De er en måde at fortælle Google, hvilke sider der er vigtige. Når du linker internt til en side, sender du både brugere og signaler videre. Derfor er intern linkstruktur en vigtig del af teknisk SEO og informationsarkitektur.
Men hvis dine interne links peger på parameteriserede versioner af en side, kan du skabe unødvendig fragmentering.
I stedet for at alle interne signaler peger konsekvent mod den rene URL, fordeler du signalerne på flere varianter.
Eksempel:
Nogle links peger på /services/seo/
Andre peger på /services/seo/?utm_source=blog
Andre peger på /services/seo/?utm_source=frontpage_banner
I teorien kan canonical hjælpe Google med at konsolidere signaler. Men igen: Det er ikke en garanti for effektivitet.
Og det gør hele strukturen mere rodet, end den behøver at være.
Backlink-fragmentering er også en overset risiko. Hvis brugere kopierer og deler parameteriserede interne URL’er eksternt, kan backlinks ende med at pege på de forkerte URL-varianter, hvilket kan splitte autoritet og skabe vedvarende attribution- og crawlproblemer.
Det er især relevant for sider, der bliver delt ofte:
Blogindlæg
Guides
Produktsider
Kategorisider
Cases
Kampagnesider
Ressourceindhold
Hvis den URL, brugeren kopierer, indeholder interne tracking-parametre, kan problemet følge med.
URL-bloat kan også påvirke performance
Tracking-parametre handler ikke kun om SEO og analytics. Det kan også påvirke performance.
Når en URL med parametre behandles som en separat version, kan det skabe flere cache-varianter af samme indhold. Det betyder, at samme side kan blive hentet og behandlet flere gange, selvom indholdet er identisk.
URL’er med parametre kan belaste caching-systemer, fordi hver parameteriseret URL i praksis kan blive behandlet som en separat cache-entry. Det kan øge belastningen på både servere og CDN’er.
På små sites mærkes det måske ikke. Men på større sites med meget trafik, mange interne links og mange URL-varianter kan det skabe unødvendig friktion. Og i en tid, hvor Core Web Vitals, serverrespons og brugeroplevelse stadig betyder noget, er det endnu en grund til at holde interne URL’er rene.
AI gør URL-hygiejne endnu vigtigere
Der er også en nyere vinkel, som bliver sværere at ignorere: AI-crawlere og LLM-baserede retrieval-systemer.
Når AI-systemer henter og bruger indhold fra nettet, er rene, konsistente URL’er en fordel. Hvis et website har mange interne URL-varianter med parametre, kan AI-systemer – ligesom traditionelle crawlere – ende med at bruge ressourcer på dubletter og mindre effektive crawl paths.
AI-agenter og retrieval-systemer ofte henter indhold i stor skala og kan have begrænset rendering, hvilket gør dem mere følsomme over for parameteriserede URL’er og duplicate cache entries.
Det betyder ikke, at en intern UTM alene afgør, om du bliver synlig i AI-svar. Men det betyder, at teknisk oprydning, URL-hygiejne og klare signaler bliver vigtigere.
Hvis vi gerne vil have søgemaskiner og AI-systemer til at forstå vores indhold korrekt, skal vi ikke gøre det sværere for dem end nødvendigt.
Problemet opstår, fordi forskellige teams har forskellige behov.
SEO vil have rene URL’er.
Analytics vil måle klik.
CRO vil vide, hvilke moduler, der virker.
E-mail og Paid vil arbejde med kampagnesporing.
Udvikling vil bygge løsninger, der kan skaleres.
Marketing vil kunne dokumentere performance.
Løsningen: Flyt tracking ud af URL’en
Hvis du vil måle interne klik, bør du ikke gøre det ved at ændre URL’en. Du bør i stedet måle interaktionen.
Det kan gøres via event tracking i for eksempel Google Tag Manager, hvor du måler klik på interne elementer uden at tilføje parametre til linket.
I stedet for at linke sådan:
/services/seo/?utm_source=frontpage&utm_medium=internal&utm_campaign=hero
Bør linket pege på den rene URL:
/services/seo/
Og selve klikket kan måles via data-attributter i HTML’en.
For eksempel kan et link have en attribut som:
data-tracking-location=”frontpage-hero”
data-tracking-type=”cta”
data-tracking-label=”seo-service”
På den måde kan analytics stadig måle, hvor klikket kom fra, uden at URL’en ændres.
Hvad bør du gøre i praksis?
Først skal du finde ud af, om problemet findes på dit website.
Start med at crawle sitet i et værktøj som Screaming Frog, Sitebulb eller Ahrefs Site Audit. Kig efter interne links, der indeholder parametre som:
utm_
fbclid
gclid
msclkid
ref
source
campaign
tracking
Custom parametre fra jeres eget setup
Derefter bør du gruppere fundene.
Er det navigationen?
Er det interne bannere?
Er det CTA’er i blogindlæg?
Er det produktmoduler?
Er det relaterede artikler?
Er det filtrering eller sortering?
Er det kampagnesider?
Er det et CMS-plugin?
Er det et tracking-script?
Når du ved, hvor parametrene kommer fra, kan du beslutte, hvordan de skal fjernes.
I mange tilfælde er løsningen relativt simpel:
Ret interne links til rene, kanoniske URL’er
Fjern UTM’er fra navigation, bannere og interne CTA’er
Brug event tracking i stedet for URL-parametre
Implementér data-attributter til intern klikmåling
Sørg for canonical-tags peger på rene URL’er
Tjek om parameteriserede URL’er findes i XML-sitemaps
Overvåg GSC for “Duplicate, Google chose different canonical”
Tjek server logs for crawl på parameteriserede URL’er
Sørg for at rapportering samler data på rene landing pages
Hvornår er tracking-parametre okay?
De giver typisk mening på eksterne links ind til dit website, for eksempel fra:
Nyhedsbreve
Paid social
Google Ads, hvor relevant
Affiliate-links
Partnerkampagner
Bannerkampagner
Eksterne medier
Influencer-kampagner
Her hjælper parametre med at fortælle, hvor trafikken kommer fra. Men når brugeren allerede er inde på dit website, bør interne links som udgangspunkt ikke tilføje nye kampagneparametre.
Skriv et svar