INFLUENCER MARKERTING: HVAD SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM PÅ?

Facebook

 Flere og flere virksomheder bruger influencer marketing, der kan ses som en alternativ form for digital markedsføring. Uanset om dit formål er direkte salg eller at øge opmærksomheden omkring et brand, produkt eller ydelse, så er der mange fordele at hente ved, at kommunikationen kommer fra en person (en influencer), som forbrugerne har et forhold til i forvejen. Reklamen bliver mere troværdig, og der kommer et personligt præg på fortællingen. På sigt kan influencers også fungere som ambassadører for din virksomhed, dit brand eller dit produkt.

indholdsfortegnelse

Influencer marketing er dog ikke nødvendigvis en løsning for alle, så du skal vurdere, om det giver mening at bruge i forhold til dine målsætninger. Derudover kan det ikke styres som al anden marketing, og du kan ikke kræve, at influencers omtaler dine produkter eller ydelser positivt, men ved at researche ordentligt og finde det rette match mellem din virksomhed og influencers, så er der større sandsynlighed for positiv omtale. Når du arbejder med influencer marketing, så kræver det ressourcer i form af tid og budget, og det er din pligt at sørge for, at de anvendte influencers overholder markedsføringsloven.

Læs med nedenfor, hvor vi sætter fokus på, hvilke faktorer du skal være opmærksom på, hvis du vil bruge influencer marketing til markedsføring af dit brand, dine produkter eller dine ydelser.

Faktorer i influencer marketing

Der er mange faktorer, som spiller ind på din influencer marketing, og ved at du sikrer et godt forarbejde, har du større chance for, at din indsats eller kampagne bliver en succes. Vi gennemgår nedenfor nogle af de faktorer, du skal være opmærksom på, når du samarbejder med influencers.

Målsætning og valg af influencers

Du bør altid have din målsætning for øje, når du skal vurdere, hvilken type influencers du vil bruge til din kampagne. Det er vigtigt at vælge influencers, som gør det muligt for dig at nå din målsætning. Hvis du f.eks. ønsker at skabe salg af produkter, så kan influencers med en blog med fordel bruge affiliate links, der henviser forbrugeren til de specifikke produkter. I forhold til din målgruppe, så er det også relevant at vurdere, hvilke sociale medier du ønsker at få budskabet ud på – og derefter finde influencers, som er aktive på disse.

Afhængigt af indsatsen eller kampagnen skal du vurdere, om du skal bruge mikro, makro eller celebrity influencers. Mikroinfluencers har ofte deres virke på et hobbyniveau og antallet af deres følgere ligger mellem 1000-10.000. Når en influencer har over 10.000 følgere, så anses de som værende makroinfluencers, og mange af dem har deres virke som enten deltid- eller fuldtidsjob. Celebrity influencers har ofte over 10.000 følgere, og de kan være kendt fra f.eks. TV – de er derfor ofte noget dyrere at arbejde med, og det er langt fra alle virksomheder, der har budget til at bruge dem i deres kampagner.

Hvem står for udvælgelse og eksekvering?

Du skal beslutte dig for, hvorvidt du selv kan varetage kommunikation med influencers og eksekveringen af bestemte kampagner, samt om du ønsker at hyre et bureau til at varetage det hele eller noget af det. Et bureau har ofte influencers i deres netværk, og der kan derfor være fordele at hente der, samtidig med at de har fingeren på pulsen, hvad angår tidens tendenser. Du kan også selv udvælge influencers eller henvende dig til et management, der har forskellige influencers under sig. 

Hvis du selv udvælger influencers, så er det vigtigt at gøre din research ordentligt, så du får udvalgt influencers, der passer til dit brand eller din virksomhed. Her er det også værd at notere, at man ikke altid kan få direkte kontakt til influencers. I de fleste tilfælde ved makroinfluencers har de enten et management eller en agent i ryggen, som bliver din primære kontaktperson. 

Det troværdige match

Det er væsentligt, at du får udvalgt influencers, som passer til din virksomhed. Du er nødt til at finde influencers, der er troværdige, så dit brand ikke potentielt set bliver ødelagt. Hvis du udvælger en influencer, der f.eks. tidligere har samarbejdet med en konkurrent eller har udtalt, at dit produkt er dårligt, så giver samarbejdet ikke den ønskede troværdighed – og det giver derfor ikke mening for nogen af jer. 

Det handler altså om at finde det rigtige match mellem brand og influencer – har I samme værdier? Giver det meningen at placere dit produkt i den specifikke influencers univers? Ville det give et troværdigt samarbejde? Det tager tid at researche på influencers, men det er essentielt for, at din influencer marketing bliver en succes.

Lovgivning på området

Det er dig, der skal sørge for, at de udvalgte influencers overholder markedsføringsloven. Du kan også henvise dem til Forbrugerombudsmandens guidelines til markering af reklame, hvis de er i tvivl om, hvordan de skal markere korrekt. 

Udover løbende at holde dig opdateret på lovgivningen, så du ikke får udstedt bøder af Forbrugerombudsmanden, så skal du også være opmærksom på opretshavsloven. Hvis du ønsker at bruge det content i egen markedsføring, som influencers producerer, så skal du have tilladelse fra de pågældende influencers. Derudover er det en god idé at oplyse influencers om, at de selv er ansvarlige for at indberette og betale til SKAT.

Samarbejdet med influencers

Hvad er det, du gerne vil have ud af at bruge influencers? Skal de producere noget bestemt content, skal de med til specifikke events eller noget helt tredje? Dine krav til influencers skal selvfølgelig hænge sammen med din handlingsplan, og det er vigtigt, at du gør opmærksom på denne i form af deadlines og lignende i en eventuel kontrakt eller i et brief. 

Når du har opridset kravene til samarbejdet, skal du også afgøre, hvilke betalingsmetoder du vil bruge. Betalingsmetoden er afhængig af dit budget, men den kan også være afhængig af, hvilken type influencers du vil bruge. F.eks. har makroinfluencers ofte deres virke som indtægtskilde, så der forventes i højere grad, at der er penge involveret her fremfor f.eks. produkter eller gavekort.

Lav samarbejdsaftalen på skrift

Du kan enten udarbejde et brief eller udforme deciderede kontrakter i samarbejdet med influencers. Et brief er mere løst formuleret end en kontrakt, som skal underskrives, men formålet med disse er, at begge parter har en forståelse for, hvad samarbejdet indebærer, og hvad der skal overholdes fra begge sider. 

Både brief og kontrakt fortæller, hvad indsatsen eller kampagnen handler om, samt hvilke krav du har til det pågældende samarbejde, og hvordan du vil betale for det. Det er altså en form for samarbejdsaftale på skrift. Du kan med fordel inkludere idéer og forslag til content som inspiration i dit brief, men du bør dog understrege, at influencers selv bestemmer den specifikke udformning af kommunikationen. Henvis også gerne til en kontaktperson, hvis de skulle have nogen spørgsmål. I forhold til opretshavsloven, så er det også væsentligt, at du får inkorporeret i dit brief eller kontrakt, at du må bruge det content, der bliver produceret af influencers, til markedsføring på egne kanaler (hvis du ønsker dette).

Evaluering af samarbejdet

Det er muligt at følge op på samarbejdet undervejs, men også til sidst, samt vurdere om du fremadrettet ønsker at samarbejde med de anvendte influencers. Evaluering er vigtigt – både for dig, men også for de udvalgte influencers. Derudover skal du løbende holde øje med, om dine influencers overholder samarbejdsaftalen og markedsføringsloven. En måling af indsatsen eller kampagnen er også relevant for at se, om du har opnået den ønskede målsætning, eller hvad der eventuelt kunne forbedres til en anden gang.

Selvom der er mange faktorer, som man bør være opmærksom på i forbindelse med influencer marketing, så anskuer vi det som værende troværdig digital markedsføring, der er i øjenhøjde med forbrugerne – og samarbejdet med influencers kan også sagtens bruges i din Facebook annoncering. Hold øje med vores side i næste uge for et blogindlæg om dette.

Rikke S.F. Simonsen

Head of Paid Social

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

NYHEDSBREV

FÅ HANDS-ON TIPS I DIN INDBAKKE

KONTAKT OS

SKAL VI TAGE DIN DIGITALE STRATEGI TIL DET NÆSTE NIVEAU?

Hos ASENTO brænder vi for at skabe resultater for vores kunder. Er du klar til at tage din digitale marketing til det næste niveau? Så er vi klar til at gå det ekstra skridt for at få det til at lykkes.

Cookie-indstillinger