HVAD ER GOOGLE ADS?

Google Ads

Siden Google i 2000 åbnede for annonceringen på deres søgemaskine, er priserne pr. klik, kun gået én vej – og det er op!
I dag kan et klik på en annonce for en boligadvokat løbe op i 300 kr. Så er det vist også købt og betalt.
Vi bliver tit mødt med spørgsmålet: Kan man stadig tjene penge på at annoncere med Google Ads?

Hvad er Google ads

indholdsfortegnelse

Google Ads guide 2022

Google Ads kan være en dyr fornøjelse, hvis man skyder for bredt og ikke holder styr på omkostninger og dækningsbidrag.
Men Google Ads er stadig en rigtig god kilde til bundlinje for mange virksomheder. Lige fra webshoppen og til B2B segmentet.
Da Google AdWords i 2018 skiftede til at hedde Google Ads, var det med god grund. Google Ads drejer sig ikke længere kun om ord, men også om video, billeder, specifik målretning og kundeadfærd – generel målbar annoncering.
Google Ads giver uendelige muligheder for kombinationer på målgrupper, søgeord, platforme. At navigere rundt i det, kræver at man først sætter sig et mål for, hvad man vil med sin annoncering. Når man har dét, kan man begynde at kigge på struktur i form af, hvor mange søgeord man vil have pr annoncegruppe – eller hvor mange annoncetekster man skal bruge, geografien som jo også er en målretningsmetode, eller planlægning af annoncering på specifikke tider af døgnet – alle de små tekniske detaljer.
Når man skal annoncere med Google Ads, skal man turde stille sig selv de kritiske spørgsmål:

Spørgsmål 1.

Hvad skiller mig ud fra mine konkurrenter i en så væsentlig grad, at det er mig de vælger? Dette bruges aktivt i annonceringen, men vigtigere er, hvis man ikke kan svare på spørgsmålet, så kan det være, at man skal omtænke sin strategi, inden man går i gang. I en lang periode var det nærmest nok at have en webshop og et par søgeord på Google Ads – men konkurrencen spidser til og forbrugerne bliver mere og mere prisbevidste.

Spørgsmål 2. Hvor meget på en enkelt ordre koster i spend på Google?
Hvis du f.eks. har et dækningsbidrag på 30% og en gennemsnitsordre på 500 kr. betyder det, at din ordre maksimalt må koste 150 kr. Gør den dét, løber det lige rundt. Hvor i mikset din maksimale CPO (Cost pr order) skal ligge, afhænger af, hvor du er med din virksomhed. Nogle virksomheder bruger i høj grad Google Ads til at skabe ny omsætning og bruger således andre kanaler, såsom e-mail marketing til at sikre gensalg, og at livstidsværdien for en kunde købt på Google Ads er meget højere end det indledende køb. I dét tilfælde vil det være OK at Google Ads annonceringen kun lige løber rundt. Det samme, hvis du er i en investeringsfase, hvor du har brug for at få meget ny trafik til dit site. Den trafik kan man så bruge til at køre remarketing mod senere og evt. samle leads op på Facebook på dem, der ikke allerede har konverteret.
Hvis Google Ads er den eneste marketingsindsats, du arbejder med. Det går selvfølgelig ikke, at du ikke tjener penge, og så må du justere dine kampagner efter det.
Din maksimale klikpris er direkte afledt af dette regnestykke kombineret med din konverterngsrate på shoppen:
Hvis du har en konverteringsrate på eks 5%, vil det betyde, at hvor hver 100 personer der besøger din side, er der 5, der konverterer til et køb eller en anden handling, du har defineret (kontaktformular mv).
Du har med andre ord 20 personer igennem, før der kommer en konvertering.
150 kr. i dækningsbidrag / 20 klik = din maksimale klikpris er 7,50 kr. (I gennemsnit)
Google Analytics hjælper også med at se på, hvad værdien er pr. bruger, der kommer igennem dine forskellige kanaler, og der er det selvfølgelig vigtigt, at dét beløb ligger over din gennemsnitslige pris pr. besøgende på siden for den pågældende kanal.

Spørgsmål 3. Hvad er mine forventninger og er de realistiske?
Hvad vil du gerne have ud af din annoncering? Hvilke KPI’er skal/kan man måle på, når man arbejder med Google Ads?
Hvis man har en webshop, er det selvfølgelig oplagt at vælge at spore transaktioner, men det kan også være, at det er et vigtigt parameter, at kunderne bliver lang tid på hjemmesiden (Hvis der traditionelt er lang vej til et køb, kan det hjælpe at spore om kunderne er interesserede i siden, ved at måle på afvisningsprocenter, klikrater, tid brugt på siden, antal sider pr. session)
Signups til demo, tilmeldinger til nyhedsbrev og mange andre indikationer på interesse fra målgruppen er måske også relevante at måle på.
Kontaktformularer og klik på telefonnummer eller e-mail fra hjemmesiden er naturligvis også oplagte, og det behøver ikke betyde, at du skal spørge hver enkelt kunde der ringer, hvor de har fundet dig, eller om de klikkede på hjemmesiden.
Google Ads har den fordel, at alt kan spores. Hos ASENTO bruger vi tagmanager på vores egen og mange kunders sider til at styre events, som vi definerer til mål i Analtyics.

På den tekniske del er der nogle ting der selvfølgelig skal være på plads, og som man skal have gjort sig tanker om. Her mener vi f.eks., om kontoen er bygget korrekt op og om man har udvalgt de korrekte søgeord. Har man overvejet områdebegrænsning, budget pr. dag, målgrupper og alle de andre muligheder Google giver annoncøren, for at tilpasse annonceringen efter behov.
Herunder har vi givet et overblik over nogle af de vigtigste punkter, og hvad man kan bruge disse områder til:

Search annoncering

1. Find dine vigtigste produkter og lav en søgeordsanalyse – Hvis du har en webshop, så start med at kigge i Google Analytics for at lave din liste. Hvilke varer sælger du allerede i din shop?
Find de bedst sælgende brands eller produkter og lav din søgeordsanalyse ud fra dette.
Det er væsentligt, at man ikke annoncerer for bredt, når man er ny annoncør. Det vigtigste er, at man skaber en god base af ord, der kan generere omsætning her og nu. Når omsætningen og ROAS (return on ad spend) har nået til tilfredsstillende niveau, kan man vælge at udvide antallet af søgeord eller produkter, som man vil annoncere med.
Vi ser desværre mange annoncører, der vil det hele på én gang, og derfor ender med en konto, der ikke er profitabel og som gør, at annoncøren giver op.
Hvis man vælger de rette søgeord til sine produkter, så har man reelt en chance for at kunne lave en god forretning ud af Google Ads.

Men hvad er så de rigtige og de forkerte søgeord til Google Ads?
Hvis man sælger cykler, er det ikke sikkert at ”cykler” er et godt søgeord.
Hvis man ser på generel købsadfærd, er en søgning på ”cykler” meget bred og indikerer, at kunden har besluttet sig for, at det er på tide at skifte sin cykel ud, men endnu ikke har taget stilling til, om det er en mountain bike, racercykel, eller juniorcykel der er interessant. Derfor vil en søgning på ”Cykel” sjældent ende i en konvertering, men snarere blive efterfulgt af en dybere long tail søgning som f.eks. Rød mountain bike str. 28.
Det kan derfor give mening at lave søgeord, der henvender sig til personer, der er lidt længere i deres overvejelsesfase.
Med Google Search Ads har du mulighed for at være utroligt specifik på både søgeord og annoncetekster. Du har mulighed for at komme med dine USP’er – det der gør, at de skal vælge dig fremfor din konkurrent.

2. Negative søgeord

Tænk over, om der er nogle ord, der normalt forbindes med din vare, som du ikke ønsker at blive fundet på. Hvis du f.eks. sælger sengetøj, kunne et tilfælde være “beskidt sengetøj”. Her er det vigtigt, at man laver negative søgeord.
Et negativt søgeord er et søgeord, som gør, at du ikke bliver fundet på de søgetermer, som du ikke ønsker, at din virksomhed eller dit produkt forbindes med.
Med eksemplet ovenfor ville man sætte ordet ”beskidt” i negativ match.
Uden negative søgeord, vil din kampagne ende med at blive alt for dyr på sigt.

3. Google Shopping.

Med Google Shopping har du mulighed for at få vist specifikke produkter, når der søges efter dem.
Prisen er det absolut vigtigste parameter ved Google Shopping. Ved at have et stærkt brand kan du muligvis kompensere for ikke altid at være den billigste på en vare, men mange vil vælge, at handle det sted der er billigst.
Mange visninger og få klik, fordi man konsekvent er den dyreste på sin vare, vil resultere i, at annoncerne vil blive vist sjældnere og sjældnere, at klikprisen bliver højere og dermed give en dårligere avance.
Når man gerne vil annoncere på Google Shopping, skal man koncentrere sig om søgninger på specifikke produkter mere end på brandet, på kategorien mv.
Der er forskellige muligheder for at opsætte Shopping, så der tages højde for at et enkelt søgeord, kan dække over flere varer, men det er måske kun det ene, der sælger. Man kan evt. dele sine produkter op i kampagner med hhv. høj og lav prioritet og dermed selv bestemme, hvilket produkt der skal vises.
Derudover skal trafikken styres med negative søgeord, som nævnt i punkt 2 ovenfor.
Hvis du gerne vil arbejde med Google Shopping, skal du have et feed (de fleste webshopsystemer er i stand til dette). Men du skal også kunne levere til døren og andre specifikke krav fra Googles side.
Google Shopping optræder i flere formater; Alm setup stort set alle i DK bruger, Smart Shopping (hvor du lader Google vælge placeringer på tværs af deres netværk for at få så mange konverteringer som muligt) og endelig er der et nyt format på vej, som omtænker måden, Google Shopping kører på med ”Showcase annoncer”.

Generelt er der med Google Search Ads rigtig mange muligheder for at oprette forskellige målgrupper, man kan koble på sine kampagner. Mange af målgrupperne er de samme som på Google Display og giver nogle unikke muligheder, for at målrette sig brugere som Google har vurderet, er tæt på at foretage en konvertering. Det kan være inden for f.eks. børneudstyr, software, rejser biler m.m.

Remarketing

Remarketing betyder, at man henvender sig til de personer, som allerede har besøgt ens hjemmeside. Udenfor Google Ads, kaldes dette også retargeting.
Kært barn har mange navne og mange funktioner.
Man kan bruge sine remarketing lister til Search eller til Display annoncering
Det kan være svært at vide, hvor man skal starte. Men det bør være noget af det første, man laver (husk at koble Google Ads sammen med Analytics og lav listerne i Analytics).
Når vi pointerer, at det bør være en af de første ting, man gør, er det fordi, at remarketing lister i Google Analtyics ikke kan laves bagudrettet. Hvis du f.eks. gerne vil ramme de kunder, der var aktive sidste år til jul, kræver det, at du sidste jul opsatte en remarketing liste med en sessionsdato mellem 1 november og eks 18 december. Man skal altså være på forkanten med remarketing lister, når det gælder Google Ads.
Når du kigger på at opstille listerne, skal du starte med at sætte ind, hvor der er nok brugere.
Hvis du har en webshop, der har mere end 100 besøgende om dagen, kan det være effektivt at lave en liste, blot baseret på besøg de sidste 3 dage, hvor man ekskluderer dem, der har købt (så man ikke spammer dem, der lige har købt).
Når vi siger 3 dage, er det fordi data fra mange webshops indikerer, at der, fra besøg til køb, typisk kun går op til 3 dage. Samtidig er konverteringsraten for personer, der har besøgt shoppen tidligere, meget højere.
Denne liste vil være super fin at bruge til Display remarketing.

1. Search remarketing

Denne funktion kobles på din almindelige Search kampagne enten som Observation, hvor du kan justere buddet, hvis kunden ligger i din remarketing liste og har søgt på et af dine søgeord. Men annoncerne bliver vist for alle, der søger efter dine søgeord eller som målretning, hvor du udelukkende annoncerer mod personer, som ligger i din remarketing liste, og som har søgt på dine søgeord.
Det er vigtigt at vide, at hvis man skal køre remarketing på Search, skal listestørrelsen være mere end 1.000 personer.
Search remarketing er super effektivt til Google Shopping annoncer også. Særligt med lister indeholdende personer, der tidligere har købt hos dig.
Her kan man lave en liste af 540 dages varighed (som er det maksimale antal dages varighed af et medlemskab i en liste, i Google Analtyics) –Listen skal ikke begrænses af om personen har købt eller ej, men du kan evt. sætte en sessionsvarighed på min 5 sekunder på for at ekskludere fejlklik.

2. Display remarketing

På Google Ads Display skal listestørrelsen være over 100 (men fungerer sjældent godt under 300).
Her kan du med forskellige intervaller ramme dine tidligere besøgende med billedannoncer på tværs af Googles Display Network. Det er et kæmpe netværk af sider, der har sagt “ja tak” til at få annoncer på deres sider. Færdes dine kunder på disse sider, kan du vise dem annoncer.
Har man mange konverteringer kan man lave en liste med alle dem, der har konverteret de sidste 540 dage og ekskludere dem, der har handlet de sidste 30 dag til remarketing på Display. Denne liste er især god til FMCG, da kunderne ofte kommer tilbage ret hurtigt efter sidste køb.
Hvis man har data over, hvor ofte kunderne kommer retur, kan man tilpasse sin remarketing til dette, så man rammer dem et par uger før og dermed sikrer, at man er top of mind, når der igen er efterspørgsel på varerne.

3. Dynamisk remarketing

Google Ads dynamisk remarketing betyder, at dine kunder kan få vist annoncering med de produkter, de allerede har kigget på, på din shop. Det er super effektivt til at fastholde kunderne i købs-mode.
Det kræver, at du har et feed med data om dine varer. Hvis du leverer til døren, kan du vælge at oprette det igennem Google Merchant Center og bruge samme feed til både Google Shopping og Dynamisk remarketing.
Lavpraktisk skal der lægges tags på din side, som gør det muligt for Google at sammenkoble varer i dit feed med varerne på din shop.

4. YouTube remarketing.

Hvis du har en kanal med mange følgere, kan du engagere disse følgere yderligere ved at oprette remarketing lister på de personer, som har set en af dine videoer, men du kan også vende bøtten om og bruge YouTube som kanal for dit eget remarketing materiale. Hvis du har haft mange besøgende på din shop, kan du vise dem video og bannerannoncer på YouTube, når de agerer disse steder.

Google Display Ads

Google Display har utroligt mange funktioner og muligheder for at oprette forskellige målgrupper, således at du kan ramme dine potentielle kunder igen og igen.
Særligt i brancher hvor klikpriserne stiger og stiger, kan det betale sig at kigge på mulighederne for Display annoncering. Et klik er typisk noget billigere end de 300 kr. pr. klik for en boligadvokat, og dermed kan det måske betale sig at få kunderne ind på siden i deres research fase for at ramme dem løbende med remarketing kampagner. Der er lang vej fra 4-5 kr. pr. klik for mange Display kampagner til 300 kr. pr klik på den omtalte Search Kampagne.
Google Display annoncering er kæmpe stort og spænder bredt fra mmm.dk, Ekstrabladet, Femina og til parkede domæner, rejsesites, DBA og alt derimellem. App trafik og Reklamer på YouTube tæller også med, når man laver en Display kampagne via Google Ads.

Men selv i kampagner hvor der ikke er så stor konkurrence, eller hvor klikpriserne ikke er nået så højt op, er Google Display en god mulighed for at få sit budskab ud til nye kunder, som måske ikke havde valgt Google som deres foretrukne vej til en konvertering.

Google Display forbindes af mange med branding. Det vil det også være langt hen ad vejen, da man sender banner annoncer imod målgruppen i en periode, hvor de ikke står med dankortet fremme og er klar til at konvertere. Man fanger dem måske, mens de læser en artikel om deres fodboldhold eller om bevægelser på aktiemarkedet. Det er med andre ord, et stykke oppe i deres købsprocess (Tidligt i deres overvejelsesprocess – også kaldet tragt eller funnel), men kan være en vigtig del af at skabe trafik, der senere skal konverteres til handling.
Man kan både målrette sine annoncer til at betale pr. klik og CPM (Cost pr. mille – betaling for 1.000 visninger). Erfaringen fra mange cases er, at prisen pr 1.000 visninger bliver lavere, hvis man kører en CPC-kampagne, men at der så er mere fokus fra Google på at ramme personer, der er mere tilbøjelige til at klikke.

Nu er det ikke alle, der klikker for at købe, og det kan være svært at måle effekten af en kampagne på Googles Display Netværk, hvis der ikke er mange direkte konverteringer. Men ved at køre Googles konverteringspixel ind over, kan man faktisk også måle om en visning af banneret har resulteret i et salg. Den kører over en 30 dages periode, og hvis der i de 30 dage ledende op til konverteringen, har været vist et banner, vil konverteringen stå som en ”view thorugh conversion” i Google Ads.

Når man taler om bannerannoncering i Google Display, kommer man ikke udenom, at der skal være noget visuelt materiale.

Der er rigtig mange forskellige dimensioner på de bannerstørrelser, som Google arbejder med. Ser man på, hvor mange visninger der er til rådighed på de forskellige størrelser og performance, er vi kommet frem til, at bannerstørrelserne på Google Display bør bestå af en basis pakke på:

  • 300*250
  • 336*280
  • 728*90
  • 300*600
  • 320*100
  • 320*50
  • 160*600
  • 930*180

Det er dog ikke noget, man kan sætte to streger under, og man bør altid teste forskellige størrelser løbende.
Vi ved dog, at HTML5 kan være dyrt at få produceret ( JPG eller GIF), hvis man ikke har talentet inhouse. Dét kombineret med, at der er mange formater, hvor man ikke vil få visninger, gør at brugen af responsive bannere kommer i spil.
Ved responsive bannere giver man Google noget billedmateriale og logo i liggende og kvadrat, skriver noget tekst, som passer til billederne, og så tilpasser Google selv efter hvilken størrelse, der skal vises.
Man skal dog være opmærksom på, at nogle budskaber (noget af teksten) kan blive kortet af, når banneret vises, og det bør man tage højde for i opbygningen af banneret.
Display er ikke kun til remarketing, og i afsnittet Målgrupper vil vi prøve at liste nogle af de muligheder, man har med Google Ads over hele linjen.

YouTube

YouTube annoncering er et super godt supplement til din øvrige annoncering. YouTube bruges primært til store branding, men kan også bruges specifikt ned i målgrupper. Man kan målrette sig specifikke videoer. Hvis man ved, at en influencer nævner ens produkt i en bestemt video, eller en video henvender sig specifikt til ens målgruppe, kan man vælge at annoncere direkte på de individuelle videoer, men man kan også målrette sig mod bestemte kanaler.
På den måde kan du vælge at målrette dig mod personer, der sidder og ser en video om det produkt, som du har til salg på dit site.
Annoncering på YouTube er særligt godt til annoncering med komplicerede produkter og new to market produkter.
Ligesom besøg på dit site, kan besøgende på din egen YouTube kanal eller videoer også bruges til at generere en remarketing liste. Den kan bestå af brugere, der følger din kanal, har set din video eller personer, der har interageret med din YouTube reklame.
Den kan du så bruge ligesom alle dine andre remarketing lister på tværs af Googles palette.
Med YouTube Ads har du derudover mange andre muligheder for konkret målretning, såsom Custom Intent, In Market mv.
I afsnittet målgrupper, kommer vi nærmere ind på, hvilke muligheder der er til de forskellige målgrupper.

Målgrupper

Google giver generelt rigtig mange muligheder for at målrette sin annoncering.
Vi har allerede været inde på Remarketing, men herunder er listet nogle af de andre muligheder, som Google tilbyder og hvilke kanaler, de kan bruges på.

1. Custom Intent / Tilpasset målgruppe med søgehensigt

Her kan du via søgeord som personer i markedet for dine varer, kunne have indtastet (f.eks. boligadvokat), men du kan også angive Apps, som man søger på, hvis man er i markedet (Boligberegnerapps) eller endda websites som kunder, der er tæt på at konvertere, besøger (dine konkurrenter).
Custom Intent har fået meget omtale hos andre bureauer, men det er vigtigt at understrege, at selvom du kan målrette mod personer, der har en adfærd, der viser, at de kommer hos dine konkurrenter, kan du ikke regne med, at det er lige så effektivt som en Search kampagne, da man rammer kunden, mens de er i gang med noget andet (læser nyheder eller ser indhold på YouTube). Men du sikrer dig et lod i puljen, når kunden er klar til at konvertere. Der er ikke nogen tvivl om, at det er effektivt til annoncering og kapring af kunder fra dine konkurrenter, så længe du har et budskab, der er bedre end deres.
Custom intent kan desuden bruges til YouTube annoncering, både video og display annoncering.

2. In Market / Målgruppe i markedet

Denne type annoncering giver mulighed for at ramme personer, som Google har defineret som værende tæt på en konvertering. Du kan vælge mellem mere end 500 kategorier lige fra rejser til bestemte lande, køb af biler, køb af børneudstyr og tøj til software, fitness, forbrugerelektronik og køb af bolig. Med andre ord, er de fleste brancher repræsenteret her. Mange B2B virksomheder vil også kunne finde de her In Market kategorier interessante.
Der er altså tale om personer, som Google definerer til at være dér, hvor de kan påvirkes mest af en Display annonce. In Market kan bruges på både Video og Display, men også på search kan den give en ekstra dimension på højde med en remarketing liste.

3. Detailed demographics / Specifikke demografiske grupper

Dette bruges, når du vil have fat i en del af målgruppen, der har en specifik alder eller et specifikt køn. I USA kan du også målrette efter husstandsindkomst. Der er selvfølgelig nogle huller, da Google stadig er meget afhængige af cookie data, og dermed data på bestemte enheder. Så hvis flere i husstanden bruger samme enhed, vil Google nødvendigvis ikke vide, hvem der er logget på.

4. Affinity Audiences / Interessebaserede

Disse målgrupper er beregnet til de større brandingkampagner på f.eks. TV, hvor der skal støttes op med ekstra markedsføring fra flere kanaler. Der er godt 130 forskellige interessebaserede målgrupper. Det er dog målgrupper, som personer er er interesserede i madlavning, havearbejde, film mv., som er meget brede og  kan ramme 20% af befolkningen eller mere med én enkelt målgruppe.

5. Custom Affinity Audiences / Tilpassede interessebaserede målgrupper

Ja, Google er ikke for gode til at navngive på dansk, men denne type af annoncering er faktisk ret interessant. Det handler om dine kunders interesser og vaner.
Du kan angive interesser (angives som søgeord), websites som gør det muligt at spotte interessekategorier hos kunden, steder som kunden fysisk kunne have interesse for og apps, som dine brugere kunne finde på at besøge.
Ud fra denne data, kigger Google på at lave en målgruppe for dig. Denne målgruppe vil bestå af personer der har en adfærd der viser at de kunne have interesse i at besøge stederne du har angivet (fysisk og web)
Et eksempel kunne se således ud:
Annoncøren producerer high end lydanlæg til private.
Søgeordene kunne være rettet mod en specifik elektronikmesse, et bestemt mærke mv.
Webadresserne kan være på diverse forums omhandlende forbrugerelektronik (men egentlig også konkurrenter)
Steder som folk er interesserede i kunne være fysiske butikker, der sælger komplimentære eller 1:1 erstatningsvarer som hifi klubben.
Apps kunne være tekniske apps, men også bare Apps man ved målgruppen bruger.
Disse målgrupper nævnt ovenfor kan bruges både som Observation eller som Målretning. Den store forskel er at med Observation kan du byde diffentieret på alle dine målgrupper – men vil stadig byde på det, der var din hovedmålgruppe. På målretning, snævrer du dine målgrupper ind med de valg, du tager.
Denne type af målretning kan bruges på Display netværket og på YouTube.

6. Life events / Livsbegivenheder

Disse som målretning på Google Ads egner sig godt til personer, der sælger bolig, catering eller andet, der knytter sig til livets store begivenheder. Den er super godt egnet til Videoannoncering på YouTube og gmail annoncering, og det er da også det, den er skabt til. Der knytter sig mange køb til livets store begivenheder, og det kan være svært at definere ud fra almindelige søgninger på Google, hvilken kategori personerne falder i.

Vi har tidligere været inde på remarketing og mulighederne.
Remarketing er nok den vigtigste målretningsmulighed. Vi ved at personer, der kommer igen, ofte er mere tilbøjelige til at handle, end personer der kommer på siden første gang. Derfor er det vigtigt at bruge remarketing rigtigt, så man får mulighed for at være top of mind, når kunderne i sidste ende beslutter sig. Den rette strategi er derfor alfa omega.

Konklusion af din markedsføring på Google Ads

Når du ser tilbage på din indsats, er det vigtigt, at du ikke drager forhastede konklusioner. Display vil ofte være længere tid om at konvertere til handling, da man fanger kunderne i et øjeblik, hvor de ikke nødvendigvis er minded på at købe. Det kan måske være nemmere at lokke dem til at foretage mikrokonverternger såsom tilmelding til nyhedsbrevet eller download af en brochure.
Når du vurderer på din displayannoncering, skal du se på tid brugt på side, afvisningsprocenter og ikke mindst i attribuering / Top konverteringsstier for at se, om det har givet noget. Overvej hvor lang din kunderejse er fra første interaktion til købet og sæt denne tid af, til at display skal virke. Med andre ord, skal man have lidt is i maven og turde stole på, at de målgrupper der er valgt, nok skal give noget på sigt.
Det handler om at fylde tragten op med personer, som kunne være interesseret i dine varer inden for den kommende tid.

I forhold til Search skal man splitte det lidt op – Har man meget brede søgeord, som det tænkte eksempel under Search, med Cykler kan de brede søgeord, have en længere vej til konverteringerne – mens meget specifikke søgeord, gerne skal give omsætning på den korte bane. Særligt Google Shopping skal man se resultater af med det samme. Det er så langt nede i købstragten (også kaldet funnel) at omsætningen skal komme med det samme.
Der kan være afledte effekter med kunder som konverterer senere, men oftest skal man regne med at det er indenfor 2-3 sessioner, hvor Google shopping er den ene (og ofte på en enkelt dag), at den endelige konvertering kommer ved denne type annoncering.

Vi har set mange eksempler på virksomheder, der har slukket for de ting, der ved første øjekast ikke performede. Pludselig ser de at deres generelle salg falder, og de kan ikke forstå, hvad der sker. Det er ret enkelt. Dem der før researchede og landede på din shop, så din remarketing og endte med at købe hos dig, researcher nu hos konkurrenten, og mange af købene ender dér.
Det er naturligvis en balancegang, og man skal hele tiden have sund forretning for øje. Hvis man annoncerer på en vare, hvor man sætter penge til på Google Ads, hver gang man sælger en vare, fordi klikprisen er for høj, eller der er for mange klik til en konvertering, er det på tide at skride til handling.
Handlingen kan være at man arbejder med negative søgeord, en anden landing page eller måske slukker for annonceringen på søgeordet. Der er også en anden mulighed, og det er at forsøge at byde lidt ned.

Ved at byde lidt ned og dermed få en dårligere placering, får man ikke lige så mange klik, men dem der klikker på annoncerne, vil sandsynligvis være mere tilbøjelige til at handle. Ved at have en KPI på plads i forhold til, hvad en ordre må koste, bliver man ikke forblændet af en høj volumen.
Vi er nået til vejs ende i denne guide til Google Ads (Tidligere Google AdWords), og vi håber, at du har lært en masse, om de mange muligheder der findes.
Formålet med dette indlæg var at klæde dig endnu bedre på,  tage snakken med dit bureau, give dig lyst til at prøve mere end blot standard Search annoncer og hjælpe dig til en lønsom Google Ads annoncering.
Hvis du har fået mod på at høre mere om mulighederne med ASENTO, så tag fat i os og læg en plan sammen med vores dygtige specialister.
Hos ASENTO er hele virksomheden i centrum, så spotter vi noget på din side, som kan stå i vejen for din succes, så kan du regne med jordnær sparring.

Anel Sacic

Head of Google Ads & Partner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

NYHEDSBREV

FÅ HANDS-ON TIPS I DIN INDBAKKE

KONTAKT OS

SKAL VI TAGE DIN DIGITALE STRATEGI TIL DET NÆSTE NIVEAU?

Hos ASENTO brænder vi for at skabe resultater for vores kunder. Er du klar til at tage din digitale marketing til det næste niveau? Så er vi klar til at gå det ekstra skridt for at få det til at lykkes.

Cookie-indstillinger