Sådan skriver du fængende annoncetekster på Google Ads

Google Ads

Annoncetekster på Google er ikke så ligetil. Du skal tage højde for:

  • Hvem du henvender dig til
  • Hvad du gerne vil kommunikere
  • Hvad brugerens behov er

Alt sammen med et meget begrænset antal tegn. Noget der kan få den mest garvede marketeer til at rive håret af sig selv.For at undgå ovenstående har vi udarbejdet en guide, der sikrer, at du tager højde for alle elementer i din Google Ads annoncetekst. Samtidig giver vi dig et par fifs til, hvad Google vægter højt, og hvad du bestemt ikke skal gøre i din Google Ads annoncetekst.

indholdsfortegnelse

Lad os lige starte med grundreglerne, når det kommer til at skrive annoncetekster på Google Ads:

  • Overskrifter må max fylde 30 tegn.
  • Beskrivelser må max fylde 90 tegn.
  • Du kan bruge et udråbstegn i dine beskrivelser, dog kun ét per beskrivelse og aldrig i overskrifterne.
  • Afslut altid dine beskrivelser med et punktum.
  • Undgå unødig brug af store bogstaver – det kan gøre, at din annonce bliver begrænset.

Nu har vi styr på grundreglerne, så det næste du skal have fokus på er din målgruppe.

Hvem er din målgruppe?

Inden du går i gang med at skrive annoncetekster er det vigtigt, at du kender din målgruppe. Hvem er de? Er det unge eller ældre? Er det mænd, kvinder eller begge køn? Hvad er deres interesser?

Det første skridt på din skriverejse er at definere, hvem du ønsker at henvende dig til. Måske har du allerede fuldstændig styr på din målgruppe, men hvis du er i tvivl, er der forskellige måder at løse det på. Du kan enten kigge på data fra GA4, din backend, hvis du driver en webshop, eller du kan oprette en persona ved at forsøge at beskrive, hvem dine primære kunder er. Prøv at besvare følgende spørgsmål:

  • Hvilken aldersgruppe tilhører din målgruppe i?
  • Hvad er deres beskæftigelse?
  • Hvad er deres interesser?
  • Hvordan bruger de deres fritid?

Hvad er deres behov?

Når du har identificeret din målgruppe, er det næste skridt at overveje deres behov. Når du skriver dine annoncetekster, bør du altid adressere det behov, du opfylder eller det problem, du løser for dine kunder.

Her kan du med fordel bruge AIDA modellen, når du tænker på opbygningen af dine annoncetekster. Teksterne skal både fange din målgruppes opmærksomhed, vække deres interesse og skabe et behov, der i sidste ende fører til den ønskede handling, som f.eks. et køb af dit produkt eller en bestilling af din service.

Aida modellen

Måske ser din kunderejse sådan ud:

  • Du skaber opmærksom via en responsiv displayannonce med tekster der fanger din målgruppe
  • Du opbygger deres interesse med en responsiv søgeannoncer, der fortæller lidt mere omkring hvilket behov du dækker
  • Du får dem ind på din hjemmeside og læse endnu mere via din remarketingkampagne
  • Du lukker salget ved at have en hjemmeside, der svarer på alle de spørgsmål som kunden måtte have og gør det let for dem at foretage en handling – hvad end det er et køb, udfylde din kontaktformular eller noget helt andet.

Når du har helt styr på, hvem du skal målrette dine annoncetekster imod, så er det også væsentligt at kigge på hvordan markedssituationen ser ud.

Hvordan er markedssituationen?

Vi kender alle need to have og nice to have – og alt efter hvordan markedet er, så kan det variere hvad vi som forbrugere ser som en need to have, altså en nødvendighed og nice to have, altså noget som vi bare godt kunne tænke os, men som vi også ville overleve uden.

I perioder med højkonjunktur, hvor økonomien er god, er det lettere at sælge ting. Pengene sidder lidt mere løst på forbrugerne, når det går godt og de føler sig sikre på, at de stadig har deres job i morgen. Her er der plads til, at du i dine annoncetekster, taler ind i behov, der er baseret på ønsker og drømme.

Når der er nedgang i markedet og inflationen stiger, så ændrer forbrugernes adfærd sig. Så er de mere fokuseret på om det virkelig er en nødvendighed f.eks. udskifte en telefon, der kun er 1 år gammel, eller om de godt kan leve lidt længere tid med den samme telefon. Den dækker trods alt fortsat det basale behov for at kunne kommunikere med omverdenen, selvom den ikke er sprit ny.

Lad os prøve at tage et eksempel: Vi kan tage udgangspunkt i salg af sommerhuse.
I perioder hvor økonomien går godt, så kan du tale ind i drømmen om, at nyde weekender og ferier sammen med din familie i jeres sommerhus ved vandet. Altså tale ind i “det gode liv”, som mange drømmer om.

Her kunne en annoncetekst se sådan ud:
“Drømmer du om tid til afslapning og hygge med familien? Se vores sommerhuse her!”

Hvis markedet oplever en nedgang, og folk føler, at de ikke har råd til at købe deres drømme-sommerhus, kan du adressere dette behov ved at præsentere en løsning. For eksempel kan du fremhæve muligheden for at udleje sommerhuset, når det ikke bliver brugt af ejeren og deres familie. Derved kan sommerhuset blive en forretningsmulighed, hvor ejeren kan tjene penge og samtidig finansiere deres drøm om afslapning med familien.

Her kunne en annoncetekst se sådan ud:
“Tjen penge på at leje dit sommerhus ud, når du ikke selv bruger det. Læs mere her”

Nu er du forhåbentlig ved at have styr på din målgruppe, og hvordan du kan påvirke en købsbeslutning ved at tænke markedssituationen ind i dine tekster. Dernæst er der en række faktorer som Google vægter højt, så disse er også værd at huske på.

Hvad lægger Google vægt på?

Inkluder dine søgeord i annonceteksterne

Sørg for at inkludere dit søgeord både i overskriften og beskrivelsen af dine annoncer. Dette viser, at dine annoncer er relevante for det, som din målgruppe søger efter. Sammenhængen mellem overskrifter og beskrivelser er afgørende, og det er vigtigt, at det tydeligt fremgår, hvad dit produkt eller din service bidrager med samt hvilke problemer det løser.

Tag udgangspunkt i din målgruppe

Som nævnt tidligere så er det vigtigt at have fokus på din målgruppe. Tal ind i drømme, behov og barriere for køb. Er der barriere for, at kunderne køber hos dig – så sørg for at nedlægge barrieren i dine tekster.

Sørg for at have de vigtigste USP’er med

Fremhæv dine vigtigste USP’er (unique selling points). Tilbyder du noget som dine konkurrenter ikke gør, som vil give dig en konkurrencefordel? Har du f.eks. fri fragt på alle dine produkter, så er det en god idé at nævne det. Dette kan være afgørende for, at kunderne vælger dig frem for dine konkurrenter, der måske opkræver 39 kr. for fragt eller kun tilbyder fri fragt ved køb over 500 kr.

Sørg for sammenhæng mellem dine annoncetekster og din hjemmeside

Brug meget gerne ord og sætninger fra den landingsside som du linker til i din kampagne som inspiration til dine annoncetekster. Det viser både kunderne og Google, at dine annoncer er relevante.

Hav altid en call to action med

Fremhæv det du gerne vil have dine kunder til at gøre, når de kigger på din annonce. Det kan variere alt efter hvad du sælger/udbyder, men eksempler kunne være:

  • Kontakt os og hør nærmere
  • Læs mere
  • Ring og få et tilbud
  • Shop online
  • Se vores udvalg
  • Køb din favorit her

… og mange flere. Sørg for at flere af dine beskrivelser indeholder call to actions, da det ikke er alle beskrivelser der bliver vist. Nogle gange vises kun én beskrivelse, mens der andre gange kan være mulighed for at få vist to.

Lav gerne flere annoncer i samme annoncegruppe

For at teste hvilket budskab der virker bedst, anbefales det at have to annoncer med forskellige tekster. Det er ikke nødvendigt, at annonceteksterne er helt forskellige – det kan også være tilstrækkeligt at ændre et par overskrifter og en beskrivelse i den ene annonce.

Måske har du blot ændret din call to action og foretaget en anden formulering på visse tekster. Dette giver dig mulighed for at observere, hvilken call to action din målgruppe reagerer bedst på eller hvilken formulering der i sidste ende motiverer dem til at foretage en konvertering.

Skil dig ud

Det er altid fornuftigt at undersøge, hvad dine konkurrenter gør, men stræb efter at gøre det endnu bedre. Skriv tekster, der er mere overbevisende og engagerende. Brug en unik tilgang og skill dig ud ved at formulere dine budskaber på en anderledes måde. På den måde øger du chancerne for, at brugerne klikker på netop din annonce i stedet for konkurrentens.

Husk at bruge annonceudvidelser

Gør dine annoncer mere synlige ved at bruge annonceudvidelser. Der findes mange forskellige annonceudvidelser, der kan gøre, at din annonce fylder mere end andres og dermed er der større sandsynlighed for at det er din annonce, brugeren klikker på.

Nu er du ved at være på vej til at klare dig godt på Google Ads, men dermed ikke sagt, at du bare kan logge af kontoen og så passer dit setup sig selv. Google laver ofte ændringer og øger forventningerne til dig som marketeer på deres platform.

Vedligehold dine annoncetekster

Det er det vigtigt, at du løbende holder øje med hvordan dine tekster performer og tilpasser dem, hvis performance ikke er god.

Et tip til hvordan du kan tjekke op på performance er, at du altid kan kigge på annoncekvaliteten på dine annoncer. Når du vil redigere en annonce, så fortæller Google dig typisk, hvad udfordringen er. Måske har du glemt at komme dit søgeord med i overskriften eller beskrivelsen, måske vil Google gerne have at du tilføjer flere overskrifter eller måske minder dine overskrifter for meget om hinanden, så du får brug for at lave flere unikke overskrifter.

Det er dog vigtigt at nævne, at du ikke altid skal stole 100% på din annoncekvalitet. Kig på hvordan din annonce performer sammenlignet med en der har fremragende kvalitet. Det kan være at den performer rigtig fint.

Performer dine tekster ikke selvom din annoncekvalitet er i top?

Performer dine annoncer slet ikke godt til trods for, at din annoncekvalitet er god eller fremragende? Det kan der være flere årsager til. Det kan være at Google helt simpelt har forudset at andre af dine annoncer har større sandsynlighed for at klare sig bedre. Men en anden årsag kan også være, at dit kvalitetsresultat/kvalitetsscore ikke er i top. Sørg derfor altid for at kigge på kvalitetsresultatet på dine annoncer.

Kvalitetsresultatet er sammensat af flere forskellige faktorer:

Forventet CTR: Altså har annoncerne fået det antal klik som Google forventer

Landingssideoplevelsen: Lever din hjemmeside op til Googles forventninger i forholdet til sammenhængen mellem søgeord, annoncetekster og indholdet på landingssiden

Annoncerelevans: Er dine annoncer relevante i forhold til dine søgeord. Er din annoncekvalitet høj på alle dine annoncer, så er det typisk fordi hjemmesiden ikke vurderes relevant. I denne situation bør du overveje at forbedre din landingsside ved at tilføje indhold, der er specifikt rettet mod dine søgeord og hjælper din målgruppe/dine kunder med at forstå det behov, du opfylder for dem.

Hvorfor er det vigtigt at kigge på kvalitetsresultatet, tænker du så måske? Kvalitetsresultatet er afgørende for hvilken position din annonce vil ligge på ved en given søgning.

Dette gør, at en annoncør, der byder 10 kr. pr. klik, kan have en højere annonceposition end en annoncør, som byder 15 kr. pr. klik.

Lad os tage et eksempel:

  • Annoncør A har et kvalitetsresultat på 10/10 og byder 10 kr. pr. klik.
  • Annoncør B har et kvalitetsresultat på 5/10 og byder 15 kr. pr. klik.

Udregningen, når der foretages en søgning på det givne søgeord, ser derfor således ud:

  • Annoncør A: 10 x 10 kr. = en Ad Rank på 100.
  • Annoncør B: 5 x 15 kr. = en Ad Rank på 75.

Så annoncør A ligger derfor øverst 100% af gangene for en lavere pris end annoncør B.

Nu har vi kigget ind i hvordan du kan skrive gode annoncetekster og hvad der er vigtigt at tage højde for. Lad os kigge ind i et par eksempler på, hvad du ikke skal gøre.

Hvad skal man ikke gøre, når man skriver annoncetekster?

Når jeg overtager en konto for en ny kunde, så ser jeg ofte, at en eller flere af disse punkter er opfyldt – og det er ikke best practice, når du skriver annoncetekster til Google Ads. Derfor skal du gerne undgå, at:

  • Bruge alle dine overskrifter på at formulere dit søgeord forskellige måder. At det fremgår en eller to gange er rigeligt.
  • Glemme at skrive dit søgeord i overskrifter og beskrivelser.
  • Kopier din konkurrents overskrifter og beskrivelser.
  • Bruge ligegyldige floskler der ikke skaber værdi for dine kunder.
  • Bruge udråbstegn i overskrifter.
  • Glemme at medtage call to actions.
  • Bruge kedelige eller generiske ordvalg. Gør dine tekster spændende, levende og relevante for din målgruppe.
  • Ignorere vigtigheden af korrekt stave- og grammatikkontrol. Fejl og dårlig sprogbrug kan underminere troværdigheden i dine annoncer.

Husk at undgå disse fejl, da de kan påvirke effektiviteten og relevansen af dine annoncetekster.

Jeg håber, at mit indlæg har været givende for dig at læse, og at du nu føler dig klar til at kaste dig over at skrive annoncetekster selv. Smid en kommentar i feltet hvis du har spørgsmål eller på min mail mrb@asento.dk.

Privat: Michella Boxill

Google Ads Specialist

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

NYHEDSBREV

FÅ HANDS-ON TIPS I DIN INDBAKKE

KONTAKT OS

SKAL VI TAGE DIN DIGITALE STRATEGI TIL DET NÆSTE NIVEAU?

Hos ASENTO brænder vi for at skabe resultater for vores kunder. Er du klar til at tage din digitale marketing til det næste niveau? Så er vi klar til at gå det ekstra skridt for at få det til at lykkes.

Cookie-indstillinger