ROAS
ROAS står for Return on Advertising Spend, eller på dansk “Tilbagebetaling på annonceringsomkostninger”. ROAS er et hyppigt brugt begreb inden for markedsføring- og reklamebranchen, da det hjælper virksomheder med at evaluere effektiviteten af deres annonce-investeringer og måle den økonomiske værdi, som virksomheden får retur.
ROAS beregnes ved at dividere omsætningen genereret fra din kampagne med de totale omkostninger til annonceringen for kampagnen.
Eksempel:
Lad os antage, at en virksomhed har brugt 10.000 kroner på en Google Ads-kampagne og har genereret en omsætning på 50.000 kroner som direkte resultat af denne kampagne. Her er et eksempel på, hvordan ROAS kan beregnes:
ROAS = (Omsætning / Annonceringsomkostninger) * 100
ROAS = (50.000 / 10.000) * 100
ROAS = 5 * 100
ROAS = 500%
I dette tilfælde vil ROAS være 500%. Det betyder, at virksomheden får 5 kroner tilbage for hver krone, der blev investeret i Google Ads-kampagnen. .
ROAS er ofte benyttet ved digitale markedsføringskampagner, hvor det er muligt at spore og måle konkrete handlinger, såsom online salg, kliks eller leads. Digitale kanaler som Google Ads, Meta Ads, Pinterest Ads og LinkedIn Ads er populære platforme, hvor ROAS ofte anvendes til at evaluere annoncernes resultater.
Når man udregner ROAS, er der nogle vigtige faktorer, man skal være opmærksom på. Først og fremmest er det afgørende at have en klar definition af, hvilke indtægter der skal inkluderes i ROAS-beregningen:
- Skal det kun være direkte salg fra annoncer, eller skal det også omfatte indirekte indtægter som f.eks. opkøb af e-mail-adresser eller telefonopkald til virksomheden?
Desuden er det vigtigt at tage højde for annonceomkostningerne på en præcis måde. Dette inkluderer ikke kun de faktiske udgifter til annoncering, men også eventuelle omkostninger til kreative materialer, annonceringsplatforme eller marketingteknologier.
En ting som du skal være opmærksom på, og som kan være en udfordring, når du måler på ROAS er, at ROAS-beregningen udelukkende fokuserer på omsætningen snarere end på indtjeningen. Har du en høj ROAS, betyder det ikke nødvendigvis, at kampagnen er rentabel for din virksomhed, da en ROAS-beregning ikke tager højde for indtjeningen på dine varer, som typisk varierer fra vare til vare. Du kan derfor godt have en høj ROAS – men reelt tabe penge på din annoncering.
Derfor er det vigtigt at analysere ROAS i sammenhæng med andre KPI’er og forretningsmæssige mål. Det kan være nyttigt at kigge på faktorer som dækningen på dine produkter og livstidsværdien af dine kunder for at få en mere komplet forståelse af kampagnens effektivitet og indvirkning på din virksomheds bundlinje.