Pinterest Annoncering: Den ultimative guide!

Din begynderguide til Pinterest-annoncering

Arbejder din virksomhed med produkter, der blandt andet er relateret til mode, gastronomi, boligindretning, hud- eller hårpleje? Og har du endnu ikke overvejet at bruge Pinterest som led i din digitale marketing?

Pinterest er et socialt medie med over 250 millioner månedlige brugere på verdensplan. Selvom det kun er ca. 12% af den danske befolkning, der bruger Pinterest, så har lande som USA op imod 125 millioner månedlige brugere og der kommer flere til! Derfor kan Pinterest være en unik mulighed for at udvide din forretning og skabe salg på et af verdens mest oversete sociale medier.

Og nu er det muligt at annoncere i Danmark!

Læs med nedenfor og kom i gang med annonceringen.

De indledende forberedelser

For at give dig et indblik i, hvor stort et udbytte, du får af din Pinterest annoncering, er det nødvendigt at tracke de hændelser, der er vigtige for din forretning på dit website. Det kan eksempelvis være køb eller et lead. Det afhænger alt sammen af, hvilke forventninger og hvilken målsætning, du har med din digitale marketing. Der er sket meget på Pinterests annonceringsplatform, hvorfor du som annoncør nu har mulighed for at spore alle de konverteringer, der kommer fra Pinterest annoncer på dit website.

Den første kode, der skal installeres på dit website er Pinterests basiskode. Dette er den primære kode for både at kunne opbygge målgrupper ud fra din websitetrafik og for at kunne få hændelseskoden til at fungere. Basiskoden finder du under “Annoncer” på din virksomhedsprofil, hvorefter du vælger “Konverteringer”. Her kan du bede Pinterest om at kreere dit Pinterest-tag.

Installer herefter basiskoden i din hjemmesides header. På den måde kan du lave remarketing-målgrupper på Pinterest ud fra alle dine sider på dit website. Du kan anbringe basiskoden mellem taggene <head> og </head> i dit HTML-dokument.

Når basiskoden er implementeret i din hjemmesides header, kan du frit begynde at opsætte sporing på hændelser, der er vigtige for din forretning. Dette gøres ved hjælp af Pinterest Conversion Tag. Der findes en lang række konverteringskoder, som du kan installere på dit website. Hvis du eksempelvis vil spore transaktioner, installerer du blot hændelseskoden mellem taggene <head> og </head> på den side, der vises, når en kunde har gennemført et køb. En hændelseskode, der både sporer værdi, valuta og kvantitet ser således ud:

Tabellen nedenfor viser de events, som du kan spore med Pinterest Conversion Tag.

For at afsøge, hvorvidt dit Pinterest Tag er konfigureret rigtigt og returnerer de rette hændelsesdata, kan du med fordel hente Google Chrome-udvidelsen ‘Pinterest Tag Helper’. Du kan hente udvidelsen via linket her.

For en mere avanceret gennemgang af dine tracking-muligheder på Pinterest kan du med fordel læse guiden for udviklere igennem her.

Klarlæg din målsætning

Inden du påbegynder opsætningen af dine Pinterest-annoncer, så er det en fordel at kortlægge, hvad din målsætning med annoncerne er. Pinterest giver dig i kampagneopbygningen fire forskellige valgmuligheder for dit kampagnemål.

Hvis du eksempelvis vil bruge annoncerne til at skaffe flere køb på dit website, så er det en fordel at vælge det kampagnemål, der kommer tættest på denne konvertering. I dette tilfælde vil det være kampagnemålet “Trafik”. Hvis du derimod blot har en målsætning om at udbrede kendskabet til dit brand på Pinterest, vil det selvfølgelig være en fordel at bruge kampagnemålene, der opbygger bevidsthed hos din målgruppe.

Hvis du eksempelvis både ønsker en kampagne med målsætningen brandbevidsthed og en kampagne med målsætningen trafik, er det derfor nødvendigt at oprette to forskellige kampagner med hver deres tilhørende annoncegrupper og målgrupper.

Når du har valgt, hvilken målsætning, du vil tildele din kampagne, kan du herefter navngive din kampagne og sætte et dagligt- eller levetidsbudget. Hvis din kampagne skal køre kontinuerligt og uafhængigt af eksempelvis sæsonvarer, er et dagligt budget at foretrække, hvorimod et levetidsbudget er at foretrække ved tidsbegrænsede kampagner.

Når du har sat den overordnede målsætning for din kampagne, bevæger du dig ned i det, der på Pinterest kaldes annoncegrupper. Det er her, du udfolder dine målgrupper og fastlægger det endelige bud-budget for din annoncegruppe. Under din kampagne kan du oprette flere annoncegrupper med forskellige målgrupper og herved splitteste effektiviteten af dine målgrupper.

Opbyg dine målgrupper

Et af de steder, hvor Pinterest virkelig giver dig muligheder for at opbygge avancerede komponenter til din annoncering, er ved målgrupperne. Som udgangspunkt tilbyder Pinterest dig fem forskellige målgruppe-typer, der alle indeholder flere avancerede indstillinger.

Bred målgruppe:

Under en nyoprettet annoncegruppe kan du målrette en bred målgruppe ud fra eksempelvis køn, alder og geografi.

Annoncegruppens målgruppe giver dig også mulighed for at kombinere alder, køn og geografi med interesser. Du kan med fordel afkrydse emner, der er relateret til dit brand, så du billigere når ud til folk, som interagerer med pins, der minder om dit brands.

Den sidste mulighed, som annoncegruppens målgruppeindstillinger giver dig, er udvælgelse af relevante personer ud fra Keywords. Denne funktion fungerer som en form for Pinterest-SEO. Her udvælger du Keywords, som er relevante for lige netop din sponsorerede pin. Du kan samtidig eksludere søgeord, som du ikke vil have, at din annonce skal findes under.

Besøgende, som gik til dit website:

Hvis din basiskode er installeret korrekt i headeren på dit website, vil du med denne mulighed kunne oprette en remarketingmålgruppe. Du vil både kunne oprette en målgruppe med personer, der har besøgt specifikke sider på dit website, men du kan samtidig også målrette personer, der har foretaget en hændelse på dit website. Hvis du eksempelvis har opsat en hændelseskode på “Add To Cart”, så vil du kunne målrette en Pinterest annonce til dem, der har forladt indkøbskurven uden at foretage et køb.

Denne type målgruppe giver dig et utal af muligheder for at lave avancerede remarketing-flows ved hjælp af din hjemmesides URL’er eller hændelseskoder.

En liste med kunder, som du uploader:

På Pinterest er det, på samme måde som med blandt andet LinkedIn og Facebook, muligt at uploade en csv-fil med kundeoplysninger og anvende denne som målgruppe. Hvis du eksempelvis har indsamlet oplysninger på potentielle kunder i forbindelse med tilmelding til dit nyhedsbrev, vil du kunne anvende disse oplysninger til at ramme denne målgruppe med en annonce på Pinterest. Hav i mente, at du kun kan uploade en csv-fil med én kolonne til Pinterest.

Engagementsmålgruppe:

Engagementsmålgrupper på Pinterest kan blandt andet tage udgangspunkt i dine pins og videoer. Under denne målgruppe-indstilling kan du målrette personer, der eksempelvis har interageret med en eksisterende pin ved at gemme den, kommentere på den eller klikke på den. Du kan også oprette en målgruppe ud fra, hvor mange procentdel, en målgruppe har set af en video.

En målgruppe med samme adfærd som en, du allerede har:

Pinterest giver dig muligheden for at finde personer, der minder om en eksisterende målgruppe, du tidligere har oprettet. Det vil sige, at du med denne målgruppefunktion lader Pinterest finde personer, der minder mest om den kilde, du vælger – nøjagtig som vi kender det fra Facebooks Lookalike audiences. Hvis du eksempelvis har en målsætning om at skabe flere transaktioner via Pinterest, kan du først lave en Website-målgruppe, hvor du tager udgangspunkt i personer, der har gennemført et køb. Herefter kan du oprette en målgruppe, hvor Pinterest finder personer, der minder om dine eksisterende kunder. Hvis du derimod ønsker at udbrede kendskabet til dit brand ved hjælp af eksempelvis en video, kan du med fordel kreere en bred målgruppe og annoncere videoen til disse. Herefter kan du oprette en målgruppe, der har set et højt antal procent af videoen for herefter at oprette en målgruppe af personer, der ligner de personer, der har set den største andel af videoen.

I det hele taget er mulighederne for at anvende avancerede målgrupper i din Pinterest annoncering rigtig gode. Ovenstående målgrupper kan nemlig også kombineres med andre kriterier, når de sættes ind i din annoncegruppe. I annoncegruppens trin 2 får du muligheden for at indsætte websitemålgrupper, engagementsmålgrupper, kundelistemålgrupper og lookalikemålgrupper. Herefter får du muligheden for at segmentere yderligere i dine målgrupper ved at anvende den brede målgruppes funktioner. Det vil sige, at du kan vælge besøgende til dit website de seneste 30 dage, men du kan samtidig vælge, at det kun skal være de kvinder, der har besøgt dit website, som skal have den pågældende annonce.

Placering af dine annoncer og budget

Når du har valgt din målgruppe, har du mulighed for at redigere placeringen af dine annoncer. Som udgangspunkt er standardindstillingen sat til funktionen “Alle”. Det er denne indstilling, som Pinterest anbefaler. Du kan også vælge at placere dine annoncer under kategorien “Gennemse”. Med denne placering vil dine annoncer vises på modtagerens startfeed og som relaterede pins. Hvis du derimod vælger funktionen “Søg” vil dine sponsorerede pins fremgå i søgeresultaterne og som relaterede pins. Begge placeringer kræver noget af dit målgruppevalg. Hvis du eksempelvis kun vil køre annoncer via funktionen “Søg”, kræver det, at du sætter dig ind i, hvor relevante Keywords, du anvender. For at evaluere på dine Keywords, kan du hente søgeudtryksrapporter gennem Pinterests Ad Manager. Her kan du markere de annoncegrupper, som du vil hente rapporter for og vælge afsnittet “Søgeudtryk”, hvorefter du kan vælge “Eksportér”. På den måde kan du bruge den tilgængelige data til at optimere på dine Keywords. Denne funktion er dog ikke tilgængelig for kampagnemålsltningen “Appinstallation”.

Når du har valgt, hvilken type placering, du vil køre dine annoncer på, er du klar til at indstille dit budget. Afhængigt af, hvilken kampagnemålsætning, du har valgt, vil du blive opkrævet for enten VideoViews, CPM (Cost Per Mille), AppInstallationer eller CPC (Cost Per Click).

Opsæt dit brands visuelle udtryk  

Nu er du klar til at bygge dine annoncer. Du kan enten vælge at bruge et eksisterende pin fra dine ‘organiske’ opslagstavler eller bygge et nyt pin fra bunden specifikt til den målsætning, du har for kampagnen. Hvis du vælger at opbygge et pin fra bunden, vil din annonceadministrator se således ud:

Her kan du udforme det visuelle udtryk, du ønsker og tilmed linke til en relevant side på dit website. Når du er færdig med at udforme dit pin, trykker du “Gem” og du er klar til at starte din første Pinterest annonce.

 

Held og lykke med annonceringen!

Asento-logo-sort-orange-favicon

Post a Comment

Top