Organisk indhold Instagram
Indholdsfortegnelse
Publiceret d. 10 feb 2020 Læsetid: 8 minutter
#Instagram, #Sociale medier

Organisk indhold på Instagram: Hvad skal din virksomhed gøre?

De fleste virksomheder har en profil på Facebook, men har din virksomhed en profil på Instagram? Hvis svaret er ja, kunne den profil så være mere aktiv og relevant for din målgruppe? 

Læs med her, hvor vi kommer ind på essentielle elementer i forhold til organisk indhold, samt hvordan du skaber en virksomhedsprofil på Instagram, der både giver værdi for dine følgere – og hermed også dine potentielle kunder – men også for din virksomhed.

Hvad er formålet med din virksomhedsprofil på Instagram?

For at skabe et univers, der giver mening for din virksomhed og dine potentielle følgere, så skal du klargøre, hvad du vil opnå med indsatsen på dette sociale medie. Skal det udbrede kendskabet til din virksomhed eller dit brand blandt relevante målgrupper, vil du skabe mere salg og øget omsætning, eller vil du gerne skaffe nye kunder? Når du har fastlagt et formål, så er det vigtigt at tage højde for den målgruppe, du vil kommunikere ud til, da de har en essentiel betydning for succesen af det organiske indhold. Du kan også bruge virksomhedsprofilen til employer branding, netværke med andre i branchen og generelt skabe dialog med dine kunder.

Skal jeg poste indhold på Instagram hver dag?

Først og fremmest er aktivitet og frekvens ikke det vigtigste for at opnå succesfulde opslag. Det gælder om at finde det aktivitetsniveau, der passer til din virksomhed, og som du realistisk set kan vedligeholde på den lange bane. Hvis du sætter dig for at poste flere gange om ugen, så skal det ikke kun være i perioder – hellere poste lidt sjældnere, men så gøre det kontinuerligt og konsekvent. Hvis det giver mening for din virksomhed at poste indhold hver dag, så gør du det, men ofte kan du sagtens opnå resultater ved at poste et par gange om ugen. Leverer du værdifulde opslag for dine følgere gang på gang, så vil de også gerne vente på opslag, hvis du kun har tid til at poste eksempelvis en gang om ugen eller hver anden uge.

Ting tager tid. Når man starter en virksomhedsprofil på Instagram, så tager det tid at opbygge et fællesskab, et kendskab til ens brand eller en generel følgerskare – medmindre din virksomhed er velkendt i forvejen, og hurtigt kan få lokket følgerne fra Facebook over til Instagram også. Dette er dog fordelagtigt at gøre, uanset hvor mange følgere du har på din Facebookside.

Planlægning er nøglen for din virksomhedsprofil

Lav en contentplan: en oversigt over det planlagte indhold til din profil på Instagram. Planlægning er nøglen til at få forberedt dine opslag, så der rent faktisk bliver postet noget på profilen. Denne oversigt kan laves fra måned til måned, men du kan også lave et årshjul med de overordnede og centrale begivenheder, eksempelvis lanceringen af et nyt produkt, specifikke events, vigtige mærkedage eller hvad der ellers er relevant for din virksomhed.

Hvis du ikke føler, at du har tid til at poste regelmæssigt, men egentlig har indholdet til det, så kan du planlægge dine opslag, så de automatisk bliver postet på et tidspunkt, du selv vælger. Dette kan du enten gøre ved hjælp af diverse apps, men det kan også gøres hurtigt og nemt via Kreatørstudiet på Facebook, som du kan tilgå gennem din virksomhedsprofil.

Skab godt indhold til din profil

Du bør overvejende producere indhold, der skaber en form for værdi for dine følgere. Vær opmærksom på din målgruppe, så du kan producere den form for content, der passer til dem. Der er mange måder at skabe værdi på, og det kan være alt lige fra hverdagsøjeblikke fra arbejdspladsen og sneak peak på nye produkter til konkrete råd eller tips, som følgerne selv kan bruge i deres liv på den ene eller anden måde. Her er det vigtigt, at du ikke taler ned til din målgruppe, men derimod taler i øjenhøjde med dem.

Dit content skal derudover være i god kvalitet. Selv hvis du ikke har fotoudstyr og lignende til rådighed, så kan de fleste nye telefoner også bruges til formålet. Du skal bare være opmærksom på generelle ting som lys, komposition og farve, hvilket generelt er vigtigt i produktionen af billeder og videoer. Derudover kan du med fordel redigere dine billeder i et billedredigeringsprogram, og du kan sagtens finde gratis programmer til dette, og ellers kan de også redigeres i Instagram, inden du poster dem.

I forhold til overvejelserne omkring dit indhold, så vær autentisk og vis dine følgerne noget, de kan relatere til. Det gode indhold skal enten fange folks opmærksomhed, inspirere og motivere, skabe længsel eller være æstetisk. Med det in mente skal du nok skabe billeder og video med noget på hjerte.

Forskelligt indhold til sociale medier

Hvis du har en profil på flere sociale medier, så sørg for at du veksler i det indhold, der bliver postet. Det giver ingen mening at poste præcis det samme flere steder, for hvorfor skal folk så følge med mere end et sted? Giv dine følgere en grund til at følge med på både Facebook og Instagram ved at give dem forskellig værdi. Du kan som udgangspunkt godt bruge samme content i form af et billede eller en video, du allerede har produceret, men så kan du ændre på teksten, så følgerne får et andet budskab på Instagram end eksempelvis på Facebook. Du kan også poste indholdet på forskellige tidspunkter, så den samme besked ikke dukker op samtidig på de forskellige sociale medier.

Konkurrencen om opmærksomhed er stor

Det kan være svært at få opmærksomhed i et overfyldt nyhedsfeed på Instagram, og derfor skal der være noget blikfang i dit indhold. Dette kan gøres på flere måder – både i det content, du lægger op på Instagram, hvad enten det er i form af et billede eller en video, men det kan også gøres med teksten og ved brug af forskellige emojis, der passer til din målgruppe. Der er virksomheder, som er bange for at bruge emojis i frygt for at fremstå “uprofessionelle”, men vi er efterhånden så vant til at se dem på sociale medier, så hvis du ikke bruger dem, er der en risiko for, at dit opslag bliver opfattet som værende kedeligt. Du skal dog gøre, hvad der passer bedst til din målgruppe – og den kender du jo bedst.

Derudover bør du lægge op til interaktion i dine opslag, hvilket vi også kommer ind på i næste afsnit. Det er mere lokkende at interagere med dit opslag, hvis følgerne rent faktisk føler, at du taler direkte til dem. Hvis du ikke opfordrer folk til at komme med en eller anden form for reaktion, så er chancen for at de gør det heller ikke så stor. Det kan altså være en fordel at finde på spørgsmål, der kan aktivere din målgruppe, og som samtidig relaterer sig til det, du gerne vil dele med dem.

Interaktion skaber mere interaktion

Hvis du selv er aktiv på din virksomhedsprofil, følger andre relevante profiler, der giver mening for din virksomhed at følge, og samtidig giver dig til kende på andres opslag, så er der større chance for, at folk finder din profil, følger den og herefter interagerer med dine opslag. Hvis du eksempelvis sælger produkter, og der er profiler, som har brugt et hashtag med din virksomheds navn eller lignende, så kan du vælge at interagere med disse opslag, da det er relevant både for dig at komme helt tæt på forbrugerne, men samtidig også spændende for forbrugerne, at din virksomhed anerkender opslaget på den ene eller anden måde.

En måde at få flere følgere på, og potentielt set mere interaktion, er at afholde relevante konkurrencer for din målgruppe. Her kan du med fordel booste dit organiske opslag, så det når ud til flere følgere. Generelt hvis dit organiske indhold er af god kvalitet, så kan det ofte give mening at gøre det til sponsoreret indhold efterfølgende, hvor du stadig beholder dine organiske interaktioner.

Få dit budskab længere ud med hashtags #

Husk at bruge hashtags, der er relevante for din virksomhed, dine ydelser eller dine produkter. Ved at bruge hashtags, når du længere ud med dit budskab end blot til dem, der allerede følger din profil. Hvis din virksomhed primært har fokus på danske følgere, så er det fordelagtigt at bruge danske hashtags for at nå ud til dem. Hvis du derimod primært har fokus på internationale følgere, så kan du sagtens bruge de engelske hashtags.

Er du i tvivl om, hvilke hashtags der passer til din virksomhed? Kig med hos nogle profiler fra samme branche eller måske endda specifikt fra din målgruppe. Hvis der endnu ikke findes et hashtag til din virksomhed, dit slogan eller dine produkter, så brug det selv på dine opslag, så folk får kendskab til, at der faktisk eksisterer hashtags til det nu. Hashtag er oftest placeret efter din tekst, hvilket er nederst i opslaget. Det er også muligt at følge bestemte hashtags på Instagram, og du kan med fordel følge dine egne hashtags, så du kan se opslagene i dit feed, når nogen poster noget med dem.

Videoer i stories, IGTV eller live på Instagram

Organisk indhold på Instagram i form af opslag er essentielt, men hvis du vil tage det til næste niveau, så bør du også kaste dig ud i stories. En story varer maksimalt 15 sekunder, og ligger på profilen i 24 timer, og kan som udgangspunkt ses af alle, der enten følger din profil eller tilfældigvis klikker forbi den. Det giver ofte mening at lave flere stories efter hinanden for at komme ud med sit budskab. Der er ofte flere følgere, der får set stories fremfor alle opslagene i nyhedsfeedet. Dette er på grund af Instagrams algoritme, der sorterer opslagene forskelligt – og altså ikke i kronologisk rækkefølge. I stories giver du følgerne mulighed for at komme endnu tættere på din virksomhed, da disse videoer ofte tenderer til at være mere personlige og rå end de organiske opslag.

Har du et bestemt tilbud, et dagligt event eller lignende, så er stories også essentielt til at italesætte dette. Derudover kan du fastgøre stories på din profil, så de ligger der permanent. På den måde kan dine følgere gense det gode content, og samtidig kan nye følgere også få noget ud af det.

Hvis du har en længere video, som du gerne vil have, at dine følgere altid kan tilgå, så kan du poste den i IGTV. Her kan dine følgere tilgå videoerne, lige når de har tid og lyst. Du kan med fordel gøre opmærksom på, at du har lagt en video op i IGTV via stories eller organiske opslag. Er du mere til live video, så kan det også sagtens gøres på Instagram, du skal bare informere i god tid om, hvornår du går live, så dine følgere har mulighed for at sidde klar og se med.

Svar på alle henvendelser!

En af de vigtigste ting ved at have en virksomhedsprofil på Instagram er at være tilstedeværende over for dine følgere. Svar på deres beskeder og kommentarer, og gerne indenfor en kort tidshorisont. Uanset om beskederne er positive eller negative, så giver det mening at besvare dem – der kommer ikke noget godt ud af at ignorere dine følgere på de sociale medier. Når du rent faktisk giver dig tid til at svare på henvendelser fra dine følgere, så er det med til at løfte brugertilfredsheden, og det skaber potentielt set god omtale af din virksomhed.

Skal din virksomhedsprofil klare sig godt på Instagram? Vi hjælper mange virksomheder med Instagram markedsføring, og hvis du vil høre mere, om hvad vi kan gøre for din virksomhed, så kontakt os allerede i dag.

Rikke Simonsen, ASENTO

Instagram Specialist

10 feb 2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Louise Conradsen, ASENTO

Head of Social media & Email Marketing

Vil du kontaktes?

Tusind tak for din mail, vi vender tilbage til dig snarest!

Ved at klikke «Kontakt Mig» accepterer du vores Privatlivspolitik.